Cykeleksperterne er enige om Pedersens triumf: Det bliver ikke større

Mads Pedersen er en ekstraordinær rytter, mener cykelekspert Dan Frost.

Mads Pedersens reaktion kort efter han krydser målstregen og kan kalde sig selv verdensmester på landevejen (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Søndag aften skrev en ung rytter på 23 år dansk cykelhistorie.

Navnet er Mads Pedersen, og i silende regn kørte han efter 261 kilometer først over målstregen i engelske Yorkshire – lige foran italienske Metteo Trentin og schweizeren Stefan Küng.

Med armene i vejret kunne han juble over sin guldmedalje ved VM, og Danmark kan juble over sit første VM-guld nogensinde for herrer på landevejen.

- Det her er ekstraordinært, og det er det, fordi Mads er en ekstraordinær rytter. Han er endda så cool, at han ikke engang bryder ud i tårer.

- Det tror jeg, en hvilken som helst anden 23-årig ville have gjort, hvis han blev verdensmester for eliten i landevejscykling, men Mads han kører som en herre, fortæller cykelekspert, Dan Frost, til DR Sporten kort efter, der blev skrevet dansk cykelhistorie.

  • Mads Pedersen kører over målstregen og vinder verdensmesterskabet. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)
  • Mads Pedersen har lige vundet verdensmesterskabet i England - som den første danske herre-cykelrytter nogensinde. (Foto: VICKIE FLORES © Scanpix)
  • Stort kram med holdkammerat Michael Valgren efter triumfen. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)
1 / 3

Ruten og vejret passede perfekt

Regnen silede ned.

Der var enorme vandpytter på landevejene, som fik selv de bedste cykelryttere til at slingre.

Men underligt nok passede de barske vejrforhold godt til den danske nykårede verdensmester.

- Det er et løb, der passer Mads Pedersen vejrmæssigt og rutemæssigt. Hans krop kan klare de hårde betingelser. Når man har kørt så langt under vilde forhold med kulde og regn, så bliver musklerne noget helt andet at arbejde med og specielt i sådan en slutspurt. Men Mads var jo overlegen – total overlegen, fortæller Dan Frost.

Der var blevet sagt, at årets rute var en dansker-rute. De danske ryttere er vant til at træne i frost, slud og med kolde fingre, og det er en fordel sådan en dag som i dag, mener cykelekspert Brian Holm.

- Det her hundevejr er danskervejr. Jo værre det er, desto større en fordel har danskerne – også selvom vi ikke synes, det er vildt sjovt. Men fra det og så have en fordel til at vinde er der langt. Så Mads Pedersen leverede en pragtpræstation i dag, forklarer Brian Holm.

Dansk cykelhistorie

Det er sjette gang i historien, at en dansker henter en VM-medalje i herrernes linjeløb, men første gang, at det lykkedes en dansker at tage VM-titlen.

- Det er det største. Vi har aldrig haft en verdensmester på det her niveau før. Vi har haft en kvindelig verdensmester, men det her er så ubeskriveligt stort, og Mads bliver jo historisk i cykelsporten, fortæller Dan Frost.

Man kan diskutere, hvad der er størst, at vinde Tour de France eller at blive verdensmester? Ifølge Brian Holm er der intet større end at blive verdensmester og køre i regnbuetrøjen et helt år.

- Det kan ikke blive større inden for cykling end det her. Det er en dag, hvor man kører stærkt, og hvor man sætter sig op til, at det bliver helvede på jord. I Tour de France er etaperne drysset ud over lagkagen. Selvom det ikke er nemmere at vinde VM, så er det at køre rundt i VM-trøjen det, alle drømmer om.

Mads Pedersen kørte hverken Tour de France eller Vuelta a Espana i år, og derfor ankom han også til kampen om den regnbuefarvede verdensmestertrøje med fuldt opladte batterier.

- Han har forberedt sig rigtig. Han har gjort det, han skulle, så han var klar, hvis sol, måne og stjerner stod rigtig, siger cykelekspert Brian Holm.

Og de stod rigtigt i dag.

Mads Pedersen formåede endda at vinde spurten over den stærke sprinter Matteo Trentin.

Verdensmesteren er en led hund

Mads Pedersens præstation kan være med til at give dansk cykelsport et boost, og selvom sejren nok også giver verdensmesteren selv et boost, så er eksperterne enige om, at han fortsat holder begge ben på jorden.

- Han er simpelthen bare en sød dreng. Han er en gammeldags, konservativ cykelrytter, der gør det på den hårde måde. Han har fødderne solidt plantet på jorden, står ved sine meninger, og så er han en led hund. Han er bare en af de typer, som alle kan lide, siger Brian Holm, det bakkes op af Dan Frost.

- Han er sgu sej. Det er fedt, at vi har med en at gøre, der kan tage sejren til sig, nyde det og stadigvæk være Mads.

På det danske landshold er der også profiler som Jakob Fuglsang og Michael Valgren, men alligevel var det Mads Pedersen, der kæmpede sig til førstepladsen i sidste ende.

- Han har en fandes moral. Der er ikke noget, der kan slå ham ud, og så er han mere fandenivoldsk end for eksempel Jakob Fuglsang og Michael Valgren - det er derfor, han vinder i dag, fortæller Dan Frost.