Cykelholdet Katusha har indgået en aftale med holdet Israel Cycling Academy, der vil styre holdet fremover.
Det oplyser Katusha i en pressemeddelelse.
Af den fremgår det, at aftalen er gældende for de næste tre sæsoner.
Et stort antal Katusha-ryttere vil fortsætte på det israelske hold, og Katusha vil fortsætte som partner på holdet, lyder det.
Holdets World Tour-licens
Israel Cycling Academy kommer dermed til at overtage Katushas licens på World Touren.
Det israelske hold har danskeren Nicki Sørensen som sportsdirektør. Sørensen har netop forlænget sin kontrakt, så den også gælder næste år.
- Det bliver en stor udfordring, specielt fordi beslutningen er truffet så sent på sæsonen. Men det bliver spændende, for vi kommer til at køre alle de store løb, sagde Nicki Sørensen til TV2 Sport.
Også på ryttersiden kommer der dansk islæt på holdet i skikkelse af Mads Würtz Schmidt, der har været Katusha-rytter siden 2017.
- Jeg glæder mig til at samarbejde med Mads Würtz Schmidt. Han er et talent, der i denne sæson især har vist, at det går i den rigtige retning, sagde Nicki Sørensen i et interview med TV2 Sport torsdag.
Holdet fra Israel har også sikret sig den irske cykelstjerne Dan Martin fra næste sæson.
Israel Cycling Academy blev grundlagt i 2015 og har nu status som prokontinentalhold.
/ritzau/