Danmark skal skabe en ny 'kæmpe overraskelse' for gentagelse af VM-triumf

DR Sportens cykelkommentator Tobias Hansen kommer her med sine bud på favoritterne og de danske chancer ved VM i cykling.

'Vi skal gøre som for tre år siden, da Mads Pedersen stak af sted i udbrud og vandt. Gør vi det igen, kan alt ske, og Magnus Cort kunne godt finde på af stikke af,' siger Tobias Hansen. (Foto: © ALEX BROADWAY, Ritzau Scanpix)

Tobias Hansen griner for sig selv.

DR Sportens cykelkommenator er blevet bedt om at beskrive vigtigheden af herrenes VM i linjeløb, der køres natten til søndag i Australien. Og her er der altså tale om en af sæsonens absolutte højdepunkter, lader han forstå.

- Det er verdens største endagsløb. Det er der ingen tvivl om. Ingen kan huske, hvem der vandt klassikerne Paris-Roubaix eller Amstel Gold Race i 2019, men de fleste kan huske, hvem der blev verdensmester det år (Mads Pedersen, red.), understreger Tobias Hansen.

Danmark stiller til start med Magnus Cort, Jakob Fuglsang, Mattias Skjelmose, Anton Charming, Alexander Kamp, Michael Mørkøv, Mikkel Honoré og Mikkel Bjerg.

Ifølge DR Sportens cykelkommentator rimer den danske holdliste ikke ligefrem på medaljer, men der kan alligevel gemme sig en overraskelse for enden af den 266,9 kilometer lange etape.

Hvem det er, kan du læse mere om herunder, hvor Tobias Hansen også kommer med sit bud på VM-favoritten og et bud på en listig outsider.

Gør som i 2019, Danmark

Ifølge Tobias Hansen har Magnus Cort motoren til at overraske i VM-feltet. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)

Tobias Hansen tror ikke på danske medaljer ved VM i 2022. Landsholdet mangler profiler som Jonas Vingegaard, Kasper Asgreen og Mads Pedersen, der alle har meldt afbrud til verdensmesterskaberne i Australien.

De resterende ryttere er ikke stærke nok til at køre først over målstregen, siger DR Sportens cykelkommentator - eller hvad?

- I 2019 var jeg lige så negativ og regnede i hvert fald ikke med Mads Pedersen. Det var en kæmpe overraskelse, at han så alligevel vandt guld, ligesom det også var med Michael Valgren sidste år, da han nappede bronze, siger Tobias Hansen.

Og det kan måske være Danmarks fordel. For uden cykelstjerner som Tour de France-vinderen Vingegaard eller den tidligere verdensmester Mads Pedersen, kan de danske ryttere måske få lov til at stikke af fra feltet.

- Vi skal gøre som for tre år siden, da Mads Pedersen stak af sted i udbrud og vandt. Gør vi det igen, kan alt ske, og Magnus Cort kunne godt finde på af stikke af. Han har en sindssyg motor og er for vild mod slutningen af et løb, påpeger cykelkommentatoren.

To favoritter stikker ud

Den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar er Tobias Hansens favorit til VM-guldet. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)

Det er altså ikke Danmark, der står som den ubetingede favoritrolle. Den ære tilfalder i stedet en slovensk og en belgisk cykelrytter.

Tadej Pogačar og Wout van Aert er Tobias Hansen nummer et og to i kapløbet om den regnbuestribede VM-trikot.

- Pogačar skulle have kørt to af de såkaldte Grand Tours, men nøjedes med at køre Tour de France. Han lavede sine sæsonplaner om, da han så, at VM-ruten passede ham perfekt. Han er i kongeform og er den største favorit, understreger Tobias Hansen.

Wout van Aaert er nærmest blandt favoritterne, uanset hvilket løb han stiller op i, men han er ikke helt så stærk som sin slovenske modstander på etapens stigninger, mener DR Sportens cykelkommentator.

- Omvendt har Wout van Aaert et supergodt hold modsat Pogacar, hvilket sagtens kan blive udslagsgivende, påpeger Tobias Hansen.

En afrikansk verdensmester?

Biniam Girmay vandt blandt andet en etape under det italienske etapeløb Giro d'Italia samt klassikeren Gent-Wevelgem. (Foto: © JENNIFER LORENZINI, Ritzau Scanpix)

Tobias Hansen tøver ikke, da han skal komme med et frækt bud på en outsider til VM-titlen. Biniam Girmay fra Eritrea. Cykelrytteren får svært ved at lykkes med missionen, men han kan noget særligt, siger Tobias Hansen.

- Han har tidligere vist, at han er for vild, og han er dejlig angrebslysten. Han mangler dog at bevise sine klatreevner mod de helt store, hvorfor han ikke er blandt de største favoritter.

- Men kommer han af sted i et udbrud, er han lynhurtig, når det skal afgøres på den sidste omgang, fortæller han.

DR Sportens cykelkommentator har dog også øjnene rettet mod en anden rytter. Julian Alaphilippe fra Frankrig er dobbelt verdensmester og burde igen være blandt favoritterne.

Men en stribe styrt, uheld og sygdom har ødelagt hans sæson, hvorfor det vil være en stor overraskelse at se Alaphilippe øverst på skamlen, mener Tobias Hansen.

- Men når det så er sagt, passer ruten perfekt til ham. Sidder du som ikke-cykelkender og skal holde med en anden rytter end danskerne, er det ham. Det ville være eventyret om rytteren, som stiger op fra dybet og tager VM-trøjen igen.