Danmarks 4000-meter hold skuffer ved VM

Den danske kvartet blev blot nummer 11 i kvalifikationen ved VM og er ude af spillet om medaljer.

De danske pedalatleter kommer ikke til at køre om guld ved VM. (Foto: Andrew Yates © Scanpix)

Det danske banelandshold i cykling kommer ikke til at køre om medaljer ved VM i Frankrig.

Onsdag i Saint-Quentin-En-Yvelines var Danmarks hold med Rasmus Quaade, Casper Folsach, Anders Holm og Daniel Hartvig blot 11.-hurtigst i kvalifikationen blandt de 16 deltagende nationer.

Danmark kørte de fire kilometer i tiden 4.03,563 minutter.

På forhånd havde det danske hold udtrykt et håb om at køre i en tid omkring 4.02 minutter.

Mangler profiler

Danskerne fik ellers en glimrende start og havde fjerdebedste tid efter en kilometer.

Herefter faldt kvartetten imidlertid tilbage til den skuffende slutplacering.

Danmark vandt sidste år sølv i disciplinen ved VM, men i år var målsætningen kun en placering i top-8.

Det danske hold mangler nemlig profiler som Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv, der prioriterer landevejen i øjeblikket.

Holdet skal først toppe ved OL i Rio næste år.

/ritzau/