Danmarks første banecykelhold skal udvide fødekæden til banelandsholdet 

Det første danske professionelle banecykelhold skal være rugekasse for banelandsholdet og sikre, at talenterne ikke forsvinder i overgangen fra junior til senior.

Det danske banelandshold får fremover endnu bedre vilkår for at følge op på succesen fra VM i oktober, som bød på hele syv danske medaljer. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Dansk banecykling er nærmest synonym med succes. Senest understreget med en flot medaljehøst ved VM på hjemmebane i oktober. Nu får sporten endnu bedre vilkår for at vedligeholde succesen i de kommende år.

STARK-Peter Ellegaard Track Team er navnet på Danmarks første professionelle banecykelhold. På holdkortet i 2025 finder man ud over verdensmestrene Rasmus Lund og Frederik Rodenberg en række af landets unge banetalenter.

Det nye hold begejstrer blandt andre landstræneren for banelandsholdet, Casper Jørgensen.

- Jeg er glad. Det er altid positivt, når der er nogen, som gerne vil gøre noget for banesporten. Så stor er den jo ikke i Danmark, så det er superpositivt, at der er nogen, der vil lægge nogle kræfter i det, siger landstræneren.

I mange år har banelandsholdet været den eneste mulighed for at køre banecykling på højeste niveau herhjemme, og en stor del af pladserne optages af allerede etablerede baneprofiler som netop Rasmus Lund og Frederik Rodenberg.

Danmark vandt guld i mændenes 4000 meter holdforfølgelsesløb ved VM i banecykling i oktober 2024. Flere af rytterne bliver en del af Danmarks første professionelle banecykelhold (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Færre mistes i svinget

Det aktuelle setup betyder, at der blot er et par juniorryttere om året, som finder vej til landsholdet. Det snævre nåleøje betyder, at mange talenter forsvinder fra sporten i overgangen fra junior til senior. Mulighederne for at køre banecykling på højt niveau har ganske enkelt manglet.

Landstræneren ser derfor STARK-Peter Ellegaard som en god mulighed for at sikre, at flere bliver i sporten.

- Vi har længe stået i en kattepine og set, at mange af de juniorryttere, vi ikke tog direkte ind på landsholdet, er endt med at stoppe med banecykling eller har manglet et sted at køre. Nu har de et andet sted at tage hen, hvis de ikke er klar til landsholdet med det samme, siger Casper Jørgensen.

Han mener, at flere ryttere nu kan dedikere sig til banecykling fremfor at skifte til landevejscykling eller endda parkere cyklen helt.

Ny chance for “late bloomers”

Landstræneren forventer, at det nye banehold bliver en form for rugekasse, hvor ryttere, der udvikler sig sent, kan holde deres baneevner ved lige, mens de modnes til at komme i betragtning til banelandsholdet.

- På grund af begrænsede ressourcer og økonomi kan vi ikke have flere end otte-ni ryttere i landsholdsprojektet ad gangen, og derfor gør det nye hold, at vi kan have bredere talentudvikling i dansk banecykling, end vi kan magte på landsholdet, og det er rigtig godt, siger landstræneren.

Casper Jørgensen har op til etableringen af STARK-Peter Ellegaard sparret løbende med folkene bag projektet, og han forventer også fremover at have en løbende dialog med STARK-holdets sportslige ledelse.

Verdensmestre skal dele ud af erfaringen

Landstrænerens interesse for et tæt samarbejde hænger givetvis sammen med, at to af landsholdets etablerede profiler er offentliggjort som ryttere på STARK-Peter Ellegaard for den kommende sæson.

Rasmus Lund og Frederik Rodenberg, der begge var en del af truppen, som i oktober vandt VM-guld i 4.000 meter holdforfølgelsesløb, er offentliggjort som hovednavnene på holdet, og de skal nu begge kombinere en tilværelse som fuldtidsprofessionelle på et privat hold med en landsholdskarriere.

Verdensmestrene Rasmus Lund (til højre) og Frederik Rodenberg (i midten) skal dele ud af deres erfaringer til unge danske banetalenter, når de det kommende år kører for STARK-Peter Ellegaard Track Team (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

Frederik Rodenberg har tidligere kørt landevejscykling for World Tour-holdet DSM, men nu har han ligesom Rasmus Lund valgt udelukkende at satse på en karriere inden for banecykling.

- Banecykling er det, mit hjerte banker for, så det var en mulighed, jeg meget hurtigt sagde ja til, da det blev tilbudt, siger Frederik Rodenberg.

Han peger på, at aftalen også giver ham mulighed for at spille en rolle for talentudviklingen inden for banecykling, og at det dermed ikke kun handler om personlige ambitioner som rytter.

- Det er meget svært at videregive erfaring i banecykling, fordi det kun er et par unge ryttere om året, der kommer ind omkring landsholdet og får del i vores viden. Med endnu et hold kan vi få bredt det lidt mere ud og få løftet det generelle niveau, fortsætter han.

Baneportens begrænsede kommercielle potentiale sammenlignet med landevejscykling betyder, at der en naturlig søgning mod landevejscykling for ryttere med ambitioner om at gøre cykelsporten til en levevej. Derfor mener Frederik Rodenberg, at han selv og Rasmus Lund bidrager til at vise, at man godt kan have god karriere inden for banecykling.

- Ved at køre på det her hold, kan jeg nemmere videregive noget erfaring. På den måde er det en god mulighed for os, der stadig er aktive, til at bidrage til den videre talentudvikling, supplerer Rasmus Lund.

STARK-Peter Ellegaard Track Team fortæller, at man forventer med tiden at nå en trupstørrelse på omkring 20 ryttere fordelt på både mænd og kvinder, og at alle løb, der deltages i, vil være på det højeste internationale niveau i UCI-regi.