Dannebrogshåb, coronapause og travlt efterår: Amalie Dideriksen jagter topformen og løbssejre

Forsvarende danmarksmester i linjeløb, Amalie Dideriksen, glæder sig til landevejene.

Amalie Dideriksen vandt VM i linjeløb i 2016 og blev samme år kåret som Årets Cykelrytter. (Foto: SOMMER JAN)

Den 24-årige cykelrytter Amalie Dideriksen, der kører for det hollandske storhold Boels Dolmans, havde netop afsluttet VM i banecykling, da coronaen få uger efter brød ud. En måned senere var OL aflyst.

- Lige da OL blev udskudt, var det lidt hårdt, fordi der skulle gå et helt år. Jeg var i noget nær topform, så det var rimelig ærgerligt, at sæsonen på den måde blev lukket ned, siger Amalie Dideriksen.

Cyklingen har ligesom alle andre sportsgrene været lukket ned siden foråret. Det var i starten svært for den forsvarende danmarksmester i linjeløb at leve i uvisheden, men hun har fået det bedste ud af pausen.

- Der var ingen, der vidste, hvor lang tid det skulle vare. Jeg synes, det var en smule svært at give slip og tage det som en rigtig pause i starten, fordi man hele tiden gik med håbet om en genstart af sæsonen, siger hun.

- Men så accepterede jeg det. Fordi jeg både kører landevejs- og banecykling, så er jeg vant til at have sæson året rundt. Jeg har egentlig aldrig haft fire måneder i træk derhjemme, og det har givet mig en mulighed for et mere kontinuerligt træningsprogram, fordi man i en normal sæson hele tiden bliver afbrudt af cykelløb.

Potentielt tæt program

Amalie Dideriksens sæson starter med hendes forsvar af Dannebrogstrøjen til DM i linjeløb den 23. august. Weekenden efter tager hun med sit hollandske hold til Nice for at køre kvindernes store endagsløb La Course.

- Det er de eneste løb, jeg ved, jeg skal køre lige nu. Jeg har ikke min videre sæsonplan, fordi det er så svært at vide, hvilke cykelløb der med sikkerhed bliver afholdt, siger Amalie Dideriksen.

- Hvis den sæsonplan, som de har lagt, holder, så kan det godt blive et travlt efterår.

I slutningen af september skal både kvinderne og mændene køre VM i landevejscykling, men på grund af den potentielt pakket efterårskalender ved hun ikke, om hun skal køre. Også banecyklingen står hen i det uvisse, da det er uvist, hvornår det næste internationale baneløb er.

- Det er svært at sige, hvor mange løb der bliver kørt, men jeg tager det, som det kommer, siger hun.

- Jeg håber at vise, at jeg har arbejdet hårdt gennem den her periode og stadig har niveauet. Min ambition er at tage en sejr i sæsonen, men det bliver nogle rigtig hårde cykelløb, fordi alle vil vise sig frem efter pausen.

Amalie Didriksen til OL i Rio i banecykling. (Foto: TYCHO GREGERS)

DM som første mål

Når danmarksmesterskaberne sidst i august afholdes, så er det med Amalie Dideriksen som forsvarende mester. Hun håber på, at hun med den næste halvanden måneds træning kan være i en endnu bedre form, end da coronaen kom.

- Det bliver sæsonens første cykelløb, men det er da drømmen at kunne tage Dannebrogstrøjen et år mere.

- Jeg glæder mig bare sindssygt meget til at komme i gang. Det betyder, at jeg kan få noget ud af al træningen, men også at verdenen er i den rigtige retning, og at det går bedre med det, vi har været igennem, afslutter Amalie Dideriksen.

Facebook
Twitter