Dansk bjergged ser frem til klassiker-uge: ’Jo hårdere, jo bedre’

Cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig ser frem til Amstel Gold Race, hvor brostenene er skiftet ud med mere kuperet terræn.

Danske Cecilie Uttrup Ludwig har punch i stængerne, når det går opad, men i Amstel Gold Race er hun med for at hjælpe sin kaptajn. (Foto: Cervelo Bigla © Cervelo Bigla)

I sidste weekend kørte herrerne Paris-Roubaix, mens de kvindelige ryttere ikke var i aktion. Efter to ugers pause skal kvindefeltet så igen i sadlen, og nu bliver det rigtig hårdt. Der køres nemlig tre løb på bare en uge – de såkaldte Ardenner-klassikere – startende med Amstel Gold Race i dag søndag.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme i gang igen. Det er små to uger siden, vi sidste kørte World Tour. Det er anden gang, vi har en fuld Ardenner-uge som herrerne. Det havde vi også sidste år, og det er nogle helt vildt fede løb. Man kan mærke i Amstel, at der er rigtig meget opbakning ude på ruten. Nok mest fordi herrerne skal køre, men det er fedt, der også blive heppet på os. Vi glæder os meget, siger den danske rytter, Cecilie Uttrup Ludwig, til DR.

Jo hårdere, jo bedre

I forårs første klassikere har ruterne båret præg af at være forholdsvis flade, mens der til gengæld har været drysset godt med brosten ud over løbene. Nu bliver vejene igen sorte af asfalt, mens terrænet former sig som en omvendt æggebakke. Og det er noget, der passer den bjergged.

Ardenner-klassikerne

På bare en uge skal de kvindelige cykelryttere køre tre endagsløb i Ardennerne, der strækker sig ind i både Holland og Belgien.

Søndag 15. april: Amstel Gold Race, Holland

Onsdag 18. april: Flèche Wallone, Belgien

Søndag 22. april: Liège-Bastogne-Liège, Belgien

- Det er en bjergrytter som mig meget glad for. I Flandern går det også lidt opad, men nu skifter vi brostensbakker ud med asfalt og nogle lidt længere stigninger. Man skal stadig have en masse power for at komme over, men det er nogle ruter, som passer mig rigtig fint. Det er store og enormt fede løb.

- Vi skal op over rigtig mange bakker. Jeg har været ude at køre på ruten, og det er altså nogle stejler bakker, vi skal over. Det bliver rigtig godt og sindssygt hårdt, men det er det, vi kan lide. Det skal helst være hårdt, og der skal gerne ske en masse udskilning. Jo hårdere, jo bedre, siger 22-årige Ludwig.

Vil hjælpe sin kaptajn

Så er der spørgsmålet om Cecilie Uttrup Ludwigs muligheder for at køre et flot resultat hjem. Her skal man nok ikke forvente en dansk podieplads, for Uttrup Ludwig er med som hjælperytter for Cervélo Biglas kaptajn Ashleig Moolman.

- Jeg er ikke kaptajn, det er Ashleigh, men jeg håber, at jeg kan spille en afgørende rolle og hjælpe hende så meget som muligt. Forhåbentlig kan jeg også være med hen mod slutningen. Det er mine forhåbninger for løbet.

- Det hele afhænger meget af, hvordan løbet kommer til at udspille sig. Det kan man ikke sige. Min rolle er egentlig primært at hjælpe min kaptajn, for hun har vist sig at være den stærkeste og også en af de stærkeste i hele verden. Jeg tror faktisk, vi har en god chance for, at teamet får en god placering i hende, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

De kvindelige cykelryttere kører Amstel Gold Race i Holland søndag middag, inden herrerne triller ud på ruten. Herrernes løb kan følges på TV 2 Sport fra klokken 13.30.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve