Dansk cykelrytter skifter raceren ud med ladcykel: Tager på 2.000 kilometers solo-eventyr fra Oslo til Nordkap

Den danske OL-medaljevinder Rasmus Quaade har valgt en lidt alternativ optakt til cykelsæsonen.

Som optakt til cykelsæsonen har Rasmus Quaade besluttet sig for at skifte racercyklen ud for en stund. (Foto: Jens Dresling)

Længe har coronakrisen sat en kæp i hjulet på cykelsæsonen. Løb er blevet

udskudt
og aflyst, og rytterne må stadig vente lidt endnu på at kunne køre ræs, for Den Internationale Cykelunion, UCI, genstarter først sæsonen 1. august.

I mange måneder har rytterne måttet tage til takke med at træne. Og nu har den danske cykelrytter Rasmus Quaade, som til daglig kører for det professionelle cykelhold Riwal Readynez, fundet på et noget alternativt træningspas: Han vil cykle 2.000 kilometer fra

Oslo
til Nordkap.

Som optakt til cykelsæsonen har Rasmus Quaade besluttet sig for at skifte racercyklen ud for en stund. I stedet er han hoppet på en ladcykel med teltet pakket.

- Jeg tror, jeg har begivet mig ud i noget, jeg ikke helt ved, hvad er. Jeg har valgt at prøve at køre til Nordkap, fordi jeg godt kan lide at køre på tur og kombinere det professionelle cykelrytterliv med at sove ude i det fri og komme lidt på opdagelse, siger Rasmus Quaade til

DR
.

- Jeg har uro i benene, og jeg elsker at cykle meget hele tiden. De to seneste to år inden cykelløbet Danmark Rundt har jeg også kørt rundt i Sverige og i Norge. Men kun i ti dage og en kortere distance. Men nu er der jo lidt længere tid til, at der er cykelløb igen på grund af coronapausen, og så tænkte jeg, at det var en mulighed for at prøve mig selv af.

Rasmus Quaade (bagerst) har været med til at vinde flere medaljer med det danske landshold i holdforfølgelsesløb. I 2016 var han med til at vinde OL-bronze i Rio de Janeiro. (Foto: PAUL HANNA © Scanpix)

Den danske cykelrytter og deltidseventyrer tager alene afsted på de 2.000 kilometer mod Nordkap. Rejsen begyndte i går med en færgebillet til

Oslo
, hvorfra cykelstarten går.

Hvornår han når sit mål i Nordkap, ved han ikke.

- Jeg prøver at udfordre mig selv, ikke kun på distancen, men også på at være alene så længe. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid det tager. Jeg kører igennem Norge hele vejen, og der er jo lidt kuperet, så jeg ved ikke, om det bliver 50 kilometer om dagen eller 150 kilometer om dagen.

Ruten kunne han have klaret hurtigere, hvis han havde valgt at tage rejsen på sin normale racercykel. Ladcyklen, han i stedet skal køre på, er tungere og langsommere. Men Rasmus Quaade har valgt køreglæden frem for farten.

- For mig er dét det vigtigste. Jeg kan godt lide at køre på min racercykel, men så snart man begynder at sætte tasker på sådan en, så mister jeg lidt af køreglæden. Derfor kører jeg på ladcyklen i stedet.

Facebook
Twitter