Dansk cykelsports ulykkesfugl misser EM med tre brud

Landsholdscykelrytteren Marie Vilmann var udtaget til EM i august, men hun må melde afbud efter, at en skanning har vist tre brud på bækkenet.

Marie Vilmann håber på at være tilbage på landevejen omkring VM i cykling, der i år ligger i Østrig og køres i slutningen af september. (Foto: Cervelo Bigla © Cervelo Bigla)

Der er fåcykelryttere, der har gennemgået ligeså mange skader som Marie Vilmann, som efter at have fået hele sidste sæson ødelagt af skader også er ramt i denne sæson.

Hun havde egentlig set frem til at køre EM i Glasgow i starten af august, men efter at have fået en MR-skanning er den plan kastet i papirkurven.

Skanningen viste nemlig overaskende, at Vilmann havde tre brud på bækkenet, hvilket betyder, at hun må holde sig væk fra landevejen i cirka seks uger. Bruddene kommer fra et styrt i et belgisk løb den 21. juli.

- Jeg havde egentlig fået det røntgenfotograferet, og det viste ikke nogle brud. Men jeg blev ved med at have smerter. Derfor fik jeg så en ny skanning, siger Marie Vilmann til DR Sporten.

Udtaget med brud på bækkenet

Etersom der i første omgang ikke var nogle tegn på brud blev Marie Vilmann på trods af styrtet udtaget til EM af landstræneren. Og det er derfor også en meget nedslået atlet, der må indse, at hun ikke kan være med til at hente danske triumfer i Skotland.

-Det er selvfølgelig en stor skuffelse, og jeg er ærgerlig. Jeg havde glædet mig til at køre EM og køre for landsholdet, forklarer Marie Vilmann.

Hun er for nyligt vendt tilbage efter at have været ude med en brækket albue og skulle derfor have ageret som hjælperytter. Samtidig skulle hun bruge løbet til at køre sig i form til VM.

-Nu må vi se, hvad det bliver til. Der kommer jo også en masse løb næste år. Så jeg holder modet oppe. Det kommer jo også et VM, som jeg gerne vil køre. Det bliver knapt, men nu må vi se, konstaterer Marie Vilmann.

Facebook
Twitter