Dansk cykelsucces anerkendes: Fuglsang og Pedersen nomineret til årets bedste

Verdensmester Mads Pedersen og Jakob Fuglsang har chance for at vinde Velo d'Or-prisen. Det har ingen dansker gjort tidligere.

Mange var mødt frem, da den nykårede verdensmester i linjeløb, Mads Pedersen, landede i København efter sin triumf. Nu er danskeren nomineret til årets bedste cykelrytter i 2019 sammen med landsmanden Jakob Fuglsang. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

To danske cykelryttere er iblandt de 12 nominerede, der er i spil til at få overrakt den prestigefyldte Velo d'Or-pris som årets bedste cykelrytter i 2019.

Mads Pedersen (Trek), der for otte dage siden blev den første danske verdensmester i herrernes VM-linjeløb, og Jakob Fuglsang (Astana) er således i det nominerede dusin.

Prisen, som det anerkendte franske Velo Magazine har uddelt siden 1992, er aldrig gået til en dansker. Bjarne Riis var tættest på i 1996, da han tidligere på året havde vundet Tour de France.

Nomineret i fjor

Sidste år var Michael Valgren nomineret, men her gik prisen til spanieren Alejandro Valverde, der kort forinden var blevet verdensmester.

Mens Mads Pedersen har gjort sig bemærket ved at vinde VM, har Fuglsang strålet med sejre i Liège-Bastogne-Liège, Criterium de Dauphine samt en etape i Vuelta a Espana samt en række flotte podiepladser.

De øvrige nominerede til prisen er Julian Alaphilippe, Egan Bernal, Richard Carapaz, Remco Evenepoel, Caleb Ewan, Philippe Gilbert, Mathieu van der Poel, Primož Roglič, Elia Viviani og den kvindelige cykelstjerne Annemiek van Vleuten.

/ritzau/