Dansk rytter er klar til at forsvare karrierens største sejr: ’Jeg beundrer løbet meget’

Sidste år vandt danske Christina Siggaard Omloop Het Nieuwsblad. Lørdag skal hun forsøge at forsvare den sejr.

Christina Siggaard blev nummer tre til DM sidste år, mens hun blev nummer seks til EM. (Foto: MARIE HALD © Scanpix)

Sidste års Omloop Het Nieuwsblad endte i ren dansk triumf, da Christina Siggaard sejrede i kvindernes løb.

- Det var helt sikkert karrierens største sejr sidste år. Jeg har altid beundret løbet meget, og jeg ser frem til det hvert eneste år, lyder det fra Virtu Women-rytteren.

Lørdag forsøger hun at gøre mesterværket om igen, når feltet indleder brostenssæsonen på de belgiske landeveje.

Og den danske klassikerspecialist føler sig godt tilpas, inden den 14. udgave af kvindernes Omloop Het Nieuwsblad køres.

- Formen er god, og vi har et stærkt hold. Derfor håber jeg, at vi kan sidde med helt fremme i finalen. Derfra må vi se, om det ikke er en rytter fra vores hold, der ender øverst på podiet, lyder den forhåbningsfulde melding.

Konkurrencen er hårdere

Selvom der ikke er gået meget mere end et år og en uge, siden den seneste udgave af løbet blev kørt, så er der sket meget, siden Christina Siggaard kørte først over stregen i Ninove den 24. februar sidste år.

For kvindecyklingen er inde i en stor udvikling på verdensplan, og det er også noget, som den danske rytter har mærket i egne ben det seneste år.

- Konkurrencen er uden tvivl blevet hårdere. Alle ryttere er klar fra start og der er virkelig fokus på at øge præstationerne ved at skrue på små ting. Rytterne er virkelig fokuserede på marginalerne, siger hun.

- Jeg bliver også selv bedre, og jeg kan se en udvikling i forhold til sidste år, når jeg kigger på de tal, som jeg måler ved min træning. Samtidig er jeg blevet bedre til at stå imod ting mentalt, og jeg er blevet en større leder på vores hold, siger Christina Siggaard.

Også herrernes udgave af Omloop Het Nieuwsblad havde en dansk vinder sidste år. Her stod Michael Valgren øverst på podiet.

Facebook
Twitter