Dansk toprytter startede VM-debat om ligestilling: 'Det er et vigtigt emne'

Verdens bedste kvindelige cykelryttere kører lørdag VM på en rute, som ikke møder udelukkende tilfredshed.

(Foto: Grafik: Jens Albæk Aarup © Grafik: Jens Albæk Aarup)

Der venter en af de hårdeste opgaver i mange år for de professionelle kvinder, når der lørdag skal køres VM i cykling i Innsbruck. Men selvom ruten er virkelig hård og åbner for en masse underholdning fra start til slut, så har den åbnet for en stor debat i det internationale cykelmiljø.

Kvinderne undrer sig nemlig over, at herrerne får lov til at køre den modbydelige Gramartboden-stigning til sidst, når den ikke er en del af kvindernes rute.

Hele diskussionen blev faktisk startet af danske Cecilie Uttrup Ludwig over sommeren. Hun spurgte i et blogindlæg på voxwomen.com, hvordan det kunne være, at kvinder og mænd skulle behandles så forskelligt i cykling.

- Når folk snakker om Innsbruck, så taler alle om den fantastiske rute. Men de taler for det meste om den sidste ’mur’ med en stigningsprocent, der topper ved 28 procent. Vincenzo Nibali sagde, da han havde prøvet ruten, at ’den sidste stigning ligner noget, der bruges i mountainbikeløb. Det er så hårdt’. Jeg synes, at det er virkelig trist, at kvinder ikke også kører der, skrev hun i indlægget.

Det startede en stor international debat, hvor Cecilie Uttrup Ludwig mærkede opbakning fra nogle af de største profiler i cykelsporten. Hendes holdkammerat hos Cervelo-Bigla Ashleigh Moolman var en af de første.

- Vi beder ikke om den samme distance som mænd. Vi tror på, at distancen sagtens kan skabe spændende løb. Men hvorfor ikke de samme dramatiske afslutninger?

Og det handler i forbindelse med VM ikke bare om den såkaldte ”helvedesstigning”. Den danske kvindelandstræner Catherine Marsal er til VM i disse dage for at lede de danske kvinder til succes, og hun ser andre steder, hvor det kniber med ligestillingen.

- Det er et stort og vigtigt emne. Man kan bare se på enkeltstarten, hvor mændene har den stigning, som kvinderne ikke har. Elitekvindernes distance er også den samme som juniorerne hos mændene, forklarer Catherine Marsal.

- Vi beder selvfølgelig ikke om en enkeltstart på 50 kilometer eller den samme distance som mændene i linjeløbet. Vi ønsker bare en lignende ruteprofil. Det ville skabe en følelse af ligestilling. Specielt for dem som følger cykelsporten udefra, siger hun.

For landstræneren betyder det meget, hvordan folk udefra ser på kvindecykling, og Catherine Marsal mener, at det giver en negativ stigmatisering, når man bliver ved med at forskelsbehandle kvinder og mænd på den måde.

- For mig er det fint nok. Vi skal nok køre løbet. Det er ikke noget problem. Men jeg tænker bare, at folk udefra tænker, at kvinder ikke er i stand til at komme igennem det samme som mændene, forklarer landstræneren.

Også kritik af OL-rute

Det har ifølge Cecilie Uttrup Ludwig ikke kun været et problem ved årets VM i Innsbruck. Flere gange ved de store mesterskaber har man set lignende situation.

I Qatar i 2016 fik mændene lov til at køre ude i ørkenen, hvor der var stor mulighed for splittelse i sidevinden. Det gjorde kvinderne ikke. Og ved VM i Bergen sidste år fik mændene en spektakulær afslutning på enkeltstarten med en stigning til sidst, som kvinderne ikke fik. Ligesom der også var indlagt en afgørende stigning på årets enkeltstart hos mændene, som der ikke var hos kvinderne.

Og debatten stopper ikke der. Fordi for godt en måned siden blev ruten for OL i Tokyo i 2020 præsenteret, og det var brænde på bålet for den utilfredse del af kvinderne. Mændene skal nemlig på rundtur om den berømte Mount Fuji-stigning. Det skal kvinderne ikke.

- Rytterne skaber løbet, men signalet, der bliver sendt ud fra de her forskellige ruter for mænd og kvinder, er ikke den ligestilling, som IOC sigter efter, skrev den tredobbelte verdensmester Marianne Vos på sin Twitterprofil.

- Endnu engang skuffet over at se forskellen på ruterne for mænd og kvinder i linjeløbet ved OL i Tokyo 2020, skrev Annemiek van Vleuten, der er dobbelt verdensmester i enkeltstart.

Og det er ikke kun i forhold til ruten til OL, hvor det halter med ligestillingen, hvis man spørger kvinderne. Også når man sammenligner de kommende startlister til legene er der problemer, hvor der er en halvering af kvindelige deltagere sammenlignet med mændene.

- Det første problem med OL er faktisk ikke forskellen på ruteprofilen. Det er, at mændene stiller op med omkring 120 ryttere, mens kvinderne er omkring 60. Hvorfor har mændene så mange flere pladser end kvinderne?, forklarer Catherine Marsal.

- Der findes altså markant flere end 60 gode ryttere. Så selvfølgelig ville vi kunne have 120 gode ryttere i feltet. Det ville ikke være et felt, hvor de bliver sat hurtigt. Faktisk ville feltet være markant bedre, end når der kun er 60 ryttere. Det ville skabe et bedre cykelløb.

- Det ville give mere underholdning og dermed være et bedre udstillingsvindue, som kunne tiltrække sponsorer og gøre kvindecykling mere værdifuld, lyder det fra landstræneren.

Uenighed i kvindefeltet

Men det er faktisk ikke alle de kvindelige topryttere, som tager Cecilie Uttrup Ludwigs side i debatten i forhold til ruteplanlægning. Landskvinden Trine Schmidt lagde på sin Instagram i forbindelse med OL-debatten ikke skjul på sin uenighed.

Hun mener ikke, at kampen om ligestilling i cykelsporten skal tages der. Der er mange andre problemer, som kvinderne kæmper med.

- Denne diskussion om ligestilling mellem mændenes og kvindernes ruter gør mig træt. Mænd og kvinder er forskellige, og vi burde stoppe med at sammenligne. Med mere end 4000 højdemeter er der kun fem ryttere, som kan vinde. Det gør det kedeligt.

- Lad os cykle på den måde, som vi kan. Kortere, spændende og intenst. Kvindecykling vokser, men vi er stadig ikke oppe på den samme stærke bredde som mændene. Det er ikke den samme sport og vil måske aldrig blive det. Vi har ærlig talt større problemer. Lad os starte med tv-dækning, præmiepenge og sponsorer, skrev Trine Schmidt.

Og danskeren blev blandt andre bakket op af den amerikanske mester Coryn Rivera, der vil have folk til at stoppe med sammenligne kvinder og mænd.

- Der var mange reaktioner, da ruten i Tokyo blev annonceret, men jeg er generelt ikke en af dem, som brokker sig over ruten. Jeg synes, at det er rytterne, som skaber løbet, og hvis du kigger på ruten uden at se på mændenes, så er den faktisk ret hård, sagde hun ifølge cyclistalliance.

Da DR Sporten snakkede med Cecilie Uttrup Ludwig under de danske mesterskaber i juni, før den olympiske rute blev offentliggjort, fortalte hun dog, at det er lige meget med hårdheden.

- Det handler for mig ikke om at få alle de her bakker hver gang. Det kan være hvad som helst. Som i 2016 hvor vi gerne ville have været i ørkenen og mærket sidevinden. Vi vil gerne have det spektakulære, som alle snakker om, forklarer Cecilie Uttrup Ludwig, der bliver nu bliver bakket op af Catherine Marsal.

- Det minder lidt om, hvis begge køn skulle køre en etape i Tour de France, og man så fjernede Alpe d’Huez fra kvindernes rute. Man ser det også på banen, hvor mændene kører en kilometers tidkørsel, mens kvinderne kun kører 500 meter, siger landstræneren.

Kampen er ikke slut

Catherine Marsal har været en del af kvindecykling i mange år, siden hun var professionel helt tilbage i 90’erne. Hun har set en mindre forbedring i ligestillingen i cykelsporten, men der er stadig meget at arbejde på.

- Selvfølgelig er der sket noget i forhold til dengang, men det er ikke sådan, at man er blæst tilbage over, hvor meget bedre tingene er nu. Fordi vi kæmper stadig for det samme, siger Catherine Marsal.

- I 90erne talte man meget om diskrimination mellem mænd og kvinder i cykling. Nu er det 28 år senere, og vi taler faktisk stadig om det, fordi det sker stadig. Så det er faktisk utroligt, at tingene går så langsomt, lyder det fra hende.

Lørdag er Cecilie Uttrup Ludwig kaptajn på det danske landshold, og hvis alt går optimalt, så kan hun også køre en placering hjem i top fem i det, der formentlig bliver et meget underholdende løb. Også selvom de ikke skal over helvedesstigningen som mændene.

Men den danske toprytter er ikke færdig med at kæmpe for ligestilling i sporten.

- Der er desværre et langt stykke igen. Men vi bliver ved med at kæmpe, og så håber vi også, at jo flere der er, jo større pres kommer der på UCI. Så håber man jo, at det dermed kan blive ændret i fremtiden, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Kvindernes VM kan ses i fjernsynet på TV 2 Sport fra klokken 12.00. Men det kan også følges i LIGA på P3 med DR Sportens cykelkommentator Henrik Fallesen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter