Dansk Tour-rytter undgår 'for meget hurlumhej' for at vige uden om coronasmitte

Cykelrytter Michael Mørkøv tager sine forholdsregler inden den danske Tour-start.

Om ti dage stiller Michael Mørkøv til start ved Tour de France. Men det kræver, at han forbliver coronafri (arkivfoto). (Foto: Claus Bonnerup © Ritzau Scanpix)

Tirsdag udkommer Michael Mørkøv med en ny biografi, men bogreceptionen bliver først holdt i august.

Det var ellers planen, at den skulle finde sted i dag. Men på grund af frygten for at blive smittet med corona inden den danske Tour-start har cykelrytteren valgt at udsætte arrangementet.

- Enten ville jeg ikke kunne gøre det 100 procent, ellers ville jeg måske gøre det og så risikere at stå inden Tour de France, teste positiv og se tilbage på, at jeg gik i min egen fælde med den bogreception.

- Derfor var timingen ikke rigtig i forhold til den nye smittespredning, siger Michael Mørkøv til DR Sporten.

Inden for den seneste uge har to cykelløb i Europa været præget af coronasmitte, hvilket fik flere hold til at trække sig.

I torsdags røg Søren Kragh Andersen ud af Schweiz Rundt med en positiv coronaprøve. (Foto: Claus Bonnerup © Ritzau Scanpix)

Og selvom udviklingen er bekymrende set med danske cykelbriller, så forholder Michael Mørkøv sig rolig.

- Det bliver jeg nødt til at være. Hvis man er uheldig, er man uheldig, men man kan jo ikke gøre så meget andet end at prøve at undgå for meget hurlumhej, siger Michael Mørkøv, der til daglig kører for Quick-Step Alpha Vinyl.

Den danske rytter kørte i sidste uge Belgien Rundt. Smitten var værst ved cykelløb i Schweiz og Slovenien.

Hvad er en unødvendig risiko?

På grund af den stigende smitte - herhjemme såvel som i cykelsporten - bliver begivenheder for tiden målt og vejet af Michael Mørkøv. Nogle ting bliver droppet, andre prioriteret.

Michael Mørkøv var blandt andet at finde i Aftenshowet mandag aften, hvor han talte om at være hjælperytter. Dagen efter, tirsdag, er receptionen droppet.

- Med hensyn til Aftenshowet har jeg vurderet, at jeg kommer til at have minimal berøring med folk der. Der er maksimalt en sminkør, en studievært og et par andre gæster.

- Bogreceptionen, hvor vi også skulle have cyklet en tur, synes jeg alligevel var for stor en risiko, og jeg vil hellere afholde et godt arrangement på et senere tidspunkt end ikke at kunne gennemføre det 100 procent, siger Michael Mørkøv.

Michael Mørkøv har deltaget i Tour de France seks gange tidligere. I 2012 kørte han i den prikkede bjergtrøje. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix Denmark)

Det er dog ikke de helt store indgreb, han gør på sin egen hverdag for at mindske smitterisikoen. Det skal også hænge sammen. Men den seneste udvikling har været en påmindelse om at tænke sig om, så deltagelsen ved Tour de France ikke ryger i vasken.

- Jeg har børn, der går i skole og børnehave, så uanset hvor meget jeg isolerer mig, er jeg stadig i større berøring, end hvis jeg kun var mig selv.

- På den måde må jeg gøre, hvad der kan lade sig gøre i forhold til at passe på, men jeg kan ikke ændre hele min tilværelse på grund det, siger Michael Mørkøv.

Et ønske til DM-deltagerne

Inden Tour-starten fredag den 1. juli skal 37-årige Michael Mørkøv på søndag køre sit 19. danmarksmesterskab i træk. Det sker i forbindelse med DM-ugen i Aalborg.

Forud for DM er det ikke et krav, at rytterne bliver testet for corona - modsat protokollen ved nogle af de større etapeløb. Men det gør nu heller ikke så meget, forklarer Michael Mørkøv. Vigtigst er, at deltagerne lytter til egen krop inden søndagens mesterskab.

- Det eneste, jeg håber på, det er, at hvis der er nogen ryttere, der er syge eller har symptomer, så vælger de at blive væk, siger Michael Mørkøv.

DM i cykling har altid været noget særligt, fortæller Michael Mørkøv. Men i år er der en ekstra gevinst ved at vinde løbet. For ender vinderen med at være en rytter, der også skal køre Tour de France, så kan vedkommende køre to etaper i Danmark med Dannebrog på kroppen.

- At kunne få lov til at bære Dannebrog på anden og tredje etape i Danmark ville være en drøm og helt unikt, siger Michael Mørkøv, der tidligere har vundet DM i landevejsløb tre gange.

Michael Mørkøv med Dannebrog-trøjen under Tour de France i 2019. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

Når DM er hakket af, kan Mørkøv rette fokus fuldt mod Tour de France, hvor han mødes med Quick-Step-holdet i Ballerup, inden prologen i København køres næste fredag.

- Det er svært helt at have begreb om, hvor stort det bliver. Den danske Tour-start har været lang tid undervejs, og jeg føler mig utroligt privilegeret over at kunne få lov at være med.

Og selvom første etape i København ikke er en etape, hvor Michael Mørkøv har de store ambitioner om et stort resultat, så "glæder han sig ufatteligt meget".

- At kunne få lov til at køre på de store københavnske veje, helt spærret af og forhåbentlig med en masse publikum, siger Michael Mørkøv og lader ordene tale for sig selv.

DM i cykling er en del af DM-ugen, som bliver sendt fra fredag den 23. juni til søndag den 26. juni på DR1, DR2 og DRTV.