Dansk triumf i Vueltaen: Magnus Cort føjer imponerende etapesejr til samlingen

Den danske cykelrytter Magnus Cort vandt 6. etape af Vuelta a España.

Magnus Cort vandt vandt sin fjerde Vuelta-sejr. (Foto: Manuel Bruque © Ritzau Scanpix)

Cykelrytteren Magnus Cort Nielsen (EF) sikrede sig torsdag karrierens fjerde etapesejr i Vuelta a España.

På 6. etape af dette års Vuelta var den 28-årige dansker med i et femmandsudbrud, og som den eneste holdt han hele vejen.

De fire øvrige udbrydere blev indhentet kort før målstregen, hvor der blev sat et voldsomt tempo bagfra.

Cort ville dog ikke give op, selv om forspringet blev mindre op ad den afsluttende stigning.

Danskeren kunne således se de seneste to års vinder, sloveneren Primoz Roglic (Jumbo-Visma), nærme sig, men Corts sidste kræfter rakte lige nøjagtig til en etapesejr.

- Jeg er virkelig glad for at få en sejr i Vueltaen, og det er fantastisk at få den så tidligt, siger Magnus Cort til TV2 Sport.

Sidste år vandt han en enkelt etape, og for fem år siden vandt han to etaper, hvoraf den ene var på den afsluttende etape i Madrid.

- Madrid var også stort. Den her er anderledes, fordi det ikke var i en spurt – det er rigtig sjovt, siger Cort.

Slovenske Primoz Roglic, der kørte sig i rødt efter etapen, jagtede Magnus Cort på afslutningen af etapen. (Foto: jose jordan © Ritzau Scanpix)

Torsdag kom danskeren med i et udbrud med godt 100 kilometer tilbage af etapen.

Sammen med Jetse Bol (Burgos-BH), Bert Jan Lindeman (Qhubeka), Joan Bou (Euskaltel) og Ryan Gibbons (UAE) fandt Magnus Cort ind i et godt samarbejde.

Udbryderne fik en overgang et forspring på fem minutter, men det begyndte senere at svinde kraftigt ind.

Med ni kilometer tilbage havde lykkeridderne blot et forspring på et minut og 4 sekunder, og da de fem ryttere ramte den afsluttende stigning med to kilometer til målstregen, var hullet barberet ned til 20 sekunder.

Primoz Roglic hentede ikke Magnus Cort, men kørte i den røde førertrøje. (Foto: jose jordan © Ritzau Scanpix)

Selv om Magnus Cort ikke er kendt for sine evner til at klatre i bjerge, så formåede han alligevel at holde fast i sin føring hele vejen til mål.

- Jeg kom af sted i en femmandsgruppe, som var lidt for lidt. Jeg syntes, der skulle være otte. Men vi fik heldigvis et godt forspring, og så gik de ellers i gang med at jagte os bagfra.

- Jeg tror, alle kørte med det, de havde. Jeg måtte tage længere føringer, og det var fair, for jeg var bedst kørende, siger Cort til TV2 Sport.

Primoz Roglic er tilbage i den røde førertrøje. Han har 25 sekunder ned til Enric Mas fra Movistar.

/ritzau/

FacebookTwitter