Danske cykeltalenter står i kø til Paris-Roubaix-triumf

Flere af de syv danske deltagere får muligheden for at køre deres egen chance til Paris-Roubaix.

Mads Pedersen er en af de danskere, man kan forvente sig mest af efter hans fornemme andenplads i Flandern Rundt. (Foto: DAVID Stockman © Scanpix)

De gode danske cykelresultater i de store endagsløb kommer nærmest på samlebånd dette forår.

Derfor er danskerne også i fokus forud for årets måske største endagsløb Paris-Roubaix, hvor flere af dem er udset vigtige roller.

Særligt Magnus Cort og Mads Pedersen kommer til at være i rampelyset, når de toppede brosten skal forceres.

Og fra Magnus Corts hold, Astana, er det også blevet meldt ud, at bornholmeren bliver en af de beskyttede kaptajner i løbet.

- Det glæder jeg mig meget til. Jeg har kørt tre år nu, men har altid haft en hjælperolle, afleveret hjul (til holdkammerater, red.) og selv været uheldig. Så jeg har ikke selv prøvet at se, hvad det kan blive til, siger Cort til TV 2 SPORT.

Syv danskere stiller til start

Når løbet skydes i gang bliver der masser af muligheder for danske højdepunkter, da hele syv danskere stiller til start.

Det gælder Mads Pedersen (Trek-Segafredo), Magnus Cort Nielsen (Astana), Lars Bak (Lotto Soudal), Søren Kragh Andersen (Team Sunweb), Michael Carbel (Fortuneo - Samsic), Matti Breschel (Cannondale-Drapac) og Mads Würtz Schmidt (Team Katusha - Alpecin).

Især Mads Pedersen har fået hele Danmarks opmærksomhed efter hans fremragende andenplads ved Flandern Rundt i sidste weekend.

Resultatet har dog ikke ændret på Pedersens rolle forud for Paris-Roubaix.

- Jeg går ind til Roubaix med samme rolle som i Flandern og med samme forventning om at fuldføre mit arbejde og hjælpe mine to kaptajner.

- Jeg skal dække de tidlige udbrud, når finalen begynder. Det vil sige, at jeg skal være klar på de udbrud, der kommer, når vi mener, at finalen bliver åbnet, siger han.

Mads Würtz håber på sin chance

Paris-Roubaix, der går under tilnavnet 'en forårsdag i helvede' er et særdeles hårdt og teknisk svært løb, og det er noget, der passer en anden dansker godt, nemlig Mads Würtz Schmidt.

- Jeg har muligheder i det her løb, konstaterer han.

Han krydser derfor fingre for, at han får mulighed for at køre sin chance.

- Det er altid svært at sige på det her hold, hvor vi ikke har en klar kaptajn. Jeg tror, at der er gode muligheder for, at jeg kan spare mig selv og bruge mine kræfter, når vi kommer hen til brostenene i løbets afgørelse, siger Mads Würtz Schmidt.

Danske hjælperyttere

Søren Kragh Andersen er et andet bud på en dansk rytter, der kan få lov til at køre sin egen chance, hvis løbet flasker sig for ham.

Ved Flandern Rundt fik han egentlig vist sig fint frem, selvom han har døjet med noget sygdom. Så spørgsmålet er, om han har fået det rystet af sig. Har han det, kan man sagtens håbe på, at han kan sætte sit præg på dagens løb.

Han vil dog med al sandsynlighed skulle fokusere på rollen som hjælperytter, ligesom også Lars Bak, Michael Carbel og Matti Breschel må forventes at skulle gøre.

Sidstnævnte har dog før vist sig frem på den store scene, så på en god dag, vil han også have mulighed for at kunne køre med om top ti-placeringerne.

Paris-Roubaix skydes i gang klokken 11, og du kan følge løbet og alle danskerne live i LIGA på P3 fra klokken 12.05.