Danske Dideriksen tager et år mere i Holland

Cykelrytter Amalie Dideriksen er også at finde hos Boels-Dolmans i næste sæson.

Amalie Dideriksen har skrevet under på en ny kontrakt med Boels-Dolmans. (Foto: IBRAHEM ALOMARI © Scanpix)

Da Amalie Dideriksen i 2015 blev professionel cykelrytter var det hos holdet Boels-Dolmans i Holland, hun fik sin første kontrakt. Tirsdag har hun skrevet under på en ny aftale, så hun også i 2019 kører for det hollandske team.

Dideriksen vandt i år det danske mesterskab i linjeløb, men den 22-årige rytter gør sig også i banecykling. Ved VM i år vandt hun både en sølv og en bronzemedalje, og derfor er øjnene rettet mod OL i Tokyo om to år.

Hos Boels-Dolmans får Dideriksen lov til at fokusere på andet end landevejscyklingen, og holdet har accepteret, at hun også satser på banecykling de næste to år frem mod OL.

- Jeg har kørt nogle gode løb på banen og vundet medaljer både ved VM og EM. Jeg ser frem til at komme tilbage på banen til vinter, da kvalifikationen til Tokyo er startet, siger Amalie Dideriksen i en pressemeddelelse.

Amalie Dideriksen har allerede været en god satsning for Boels-Dolman, siden hun kom til holdet. I 2016 blev danskeren nemlig verdensmester i landevejscykling.

Facebook
Twitter