VM i mountainbike kunne ikke være begyndt meget bedre for de danske ryttere. Allerede på verdensmesterskabernes første dag sikrede det danske mixstafet-hold sig nemlig en bronzemedalje.
Holdet, der bestod af Simon Andreasen, Malene Degn, Annika Langvad, Alexander Andersen og Sebastian Fini, kørte fem omgange på en rute på 4,8 kilometer, hvor de kun blev distanceret af Schweiz og Tyskland.
Schweizerne har hjemmebane ved VM og kørte sig til guld, mens Tyskland kom ind bare 13 sekunder senere. Danmark krydsede målstregen 34 sekunder efter Schweiz.
VM køres i byen Lenzerheide, der ligger 1600 meter over havets overflade, og rundstrækningen, der blev kørt på onsdag, var da også særdeles kuperet.
Danmark har sendt ti ryttere afsted til VM i alpelandet.