Danskerne forbavsede cykelverdenen i mægtige Flandern: 'En kæmpe forskel for karrieren'

Både Kasper Asgreen og Cecilie Uttrup Ludwig sluttede på podiet i Flandern Rundt, og det var svært at skjule glæden over topplaceringerne.

Kasper Asgreen og Cecilie Uttrup Ludwig sluttede begge på podiet i Flandern Rundt. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Det var noget af en cykeloplevelse, som de danske cykelfans fik i dag på de snørklede belgiske veje. En tredjeplads hos kvinderne og andenplads hos herrerne giver endnu et vink om, at fremtiden i dansk cykling er sikret.

Cecilie Uttrup Ludwig var på forhånd det bedste bud hos kvinderne, men en podieplads var alligevel en tak højere, end man havde turde håbe på. Og for herrerne var det bare en gedigen overraskelse, at Kasper Asgreen endte med en andenplads.

- Der er en god generation lige nu. Jeg tror helt sikkert, at det er motiverende, at vi kan holde os op imod hinanden. Det er rigtig godt for min karriere fremadrettet. Jeg får vist, at jeg kan være med i de største løb, lyder det fra Kasper Asgreen.

Den danske arbejdshest hos Deceuninck – Quick Step var oprindeligt slet ikke på startlisten, men et afbud gjorde, at han fik muligheden for at deltage som hjælperytter. Men som løbet udviklede sig, var Asgreen pludselig et af de bedste kort på det stjernespækkede hold.

- Da vi kommer op over Paterberg den sidste gang, troede jeg på, at jeg kunne køre med. Jeg sad de sidste 40 kilometer og var på grænsen af en krampe, som bare ville låse benene fuldstændig, siger Kasper Asgreen.

- Havde jeg fået den krampe på en af stigningerne, så kunne jeg have stået der de næste fem minutter og forsøgt at få musklerne til at slappe af igen. Så det er først over den sidste stigning, at jeg begynder at tænke over, at det kunne være fedt med en top ti, lyder det fra danskeren.

Men det blev meget bedre end top ti. Kasper Asgreen fik til ordre at arbejde for Yves Lampaerd til en spurt, men pludselig gav en almindelig føring et hul, og så gik han efter andenpladsen.

- Det var aldrig planen, at det var mig, de skulle køre for. Men når man sidder med i finalen, så får man en chance, siger Kasper Asgreen.

- Jeg er rigtig glad og stolt lige nu. Det er et virkelig stort resultat for mig, siger han.

En mindst lige så glad treer

Selvom det måske ikke var lige så overraskende, at Cecilie Uttrup Ludwig blev nummer tre i kvindernes Flandern Rundt, så var der mindst lige så meget glæde at mærke efterfølgende.

Danskeren har aldrig været bleg for at vise følelser efter hendes store resultater, og reaktionen efter Flandern Rundt i dag var ikke en undtagelse.

- Jeg er som en svamp. Jeg suger bare alt den energi til mig, der kommer fra de utallige tilskuere på de lange brostensstykker. Det er så fedt at opleve, og det giver lidt ekstra til at træde endnu hårdere, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

- Til præmieceremonien var den store mængde af mennesker bare så glade. De råber og skriger. Det er det fedeste. Det er jo det, som vi lever og kører for, forklarer hun.

Det var danskeren selv, som faktisk skabte løbet med sit angreb på Oude Kwaremont, hvor hun sprængte feltet med et kraftfuldt angreb. I spurten på de sidste meter mod Marta Bastianelli og Annemiek van Vleuten var der dog ikke meget tilbage.

- Når man er i momentet, kan man jo smage sejren. Men ja, benene var desværre ikke til mere end en tredjeplads. Der var ikke mere til sidst. Jeg sidder sammen med verdensklasseryttere. Så cadeau til dem, forklarer hun.

- At være i fronten af Flandern Rundt er for sindssygt. Men jeg kunne kun gøre det, fordi jeg havde et så fedt team, der bare hjalp mig gennem hele dagen. De arbejdede så hårdt for mig, lyder det fra Cecilie Uttrup Ludwig.

Sejren til Marta Bastianelli var en smule dansk, selvom hun er italiener. Hun kører nemlig for det danske cykelhold Team Virtu, der er ejet af Bjarne Riis.

Facebook
Twitter