Danskerne langt fra medaljer i kvindernes VM-løb

Hollandske Anna van der Breggen tog guldet i kvindernes VM-linjeløb, mens danskerne var langt fra medalje.

Cecilie Uttrup Ludwig var langt fra en medalje ved kvindernes VM-linjeløb. (Foto: Heinz-Peter Bader © Scanpix)

Ingen kunne hamle op med hollænderen Anna van der Breggen i kvindernes linjeløb ved cykel-VM i Innsbruck i Østrig.

28-årige van der Breggen kørte fra alt og alle på den hårde og kuperede rute og vandt guld foran Amanda Spratt fra Australien og Tatiana Guderzo fra Italien.

Spratt var hele 3 minutter og 42 sekunder langsommere, da hun trillede over stregen som dagens næstbedste. Med sejren kan van der Breggen kalde sig både OL- og VM-guldvinder.

Hollandsk dominans

Det er andet år i træk, at en hollænder snupper VM-guld hos kvinderne. Sidste år løb Chantal Blaak med det hele og overtog dermed tronen fra danske Amalie Dideriksen, som vandt året forinden.

De danske landsholdsryttere var et stykke fra de forreste. Cecilie Uttrup Ludwig opnåede den bedste placering blandt danskerne med en 23.-plads.

Uttrup var 7 minutter og 22 sekunder efter den hollandske guldvinder. Annika Langvad kom ind lidt efter på 37.-pladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter