Der er en 'gråzone med piller' i cykelsporten, fortæller dansk talent

Cykelryttere spiser smertestillende piller og koffeinpiller midt under cykelløbene, siger talentet Ludvig Wacker.

Ludvig Wacker under enkeltstarten ved DM i landevejscykling i 2019. (Foto: Claus Bonnerup © Claus Bonnerup)

Når cykelløb skal afgøres, er det manden med de bedste ben, der vinder.

Eller er det i virkeligheden ham, der har spist flest smertestillende piller eller koffeinpiller, der kører først over målstregen?

Det sætter det danske cykeltalent Ludvig Wacker spørgsmålstegn ved. Han har som 21-årig valgt at indstille sin ellers lovende cykelkarriere. Han understreger, at det overhovedet ikke er alle i feltet, der tager pilleforbruget til kanten. Ludvig Wacker har både set og hørt om ryttere tage piller.

Ludvig Wacker understreger også, at det ikke er på grund af pillerne, at han er stoppet. Men alligevel ser han et problem i, at lovlige præparater, som enhver har adgang til, bliver indtaget i stor stil i feltet.

- Det irriterer mig, at der er piller i sporten. Det gør det. Men det er ikke derfor, jeg er stoppet. Det er der en milliard andre årsager til.

- Det er vigtigt at understrege, at det er ikke snyd. Men det er at gøre noget for at få en fordel over for andre. Så det er et spørgsmål om etik og moral, som er hårdt for mig at overvinde, siger Ludvig Wacker.

Ludvig Wacker kørte i to sæsoner for World Tour-holdet Team DSM’s udviklingshold, før han i år vendte hjem for at køre for CO:PLAY-Giant, et elitehold under Danmarks Cykle Union (DCU).

Han fortæller, at det ikke er foregået i officielt regi på de hold, han har kørt på.

- Det er ting, der bliver holdt skjult, og jeg tror bestemt ikke, at det bliver organiseret af holdene.

- Jeg er ikke for at skulle whistleblowe alle, jeg overhovedet kan. Det er mere for at fortælle om det problem, jeg synes, der er, i både dansk og international cykling, så der forhåbentlig kan gøres noget ved det, siger Ludvig Wacker.

Ludvig Wacker fortæller, at første gang, han stiftede bekendtskab med koffeinpiller og smertestillende i løbssammenhæng var i U15-klassen. Igen i U19-klassen i dansk cykling var især koffeinpiller stort i jagten på en lille fordel i forhold til konkurrenterne.

Det blev dog med det samme forbudt for de danske juniorryttere, fortæller Ludvig Wacker, og der blev slået hårdt ned på det fra ungdomslandstrænernes side. Han understreger, at det langt fra var alle ryttere i feltet, der gjorde brug af koffeinpiller og smertestillende.

DCU tog hånd om det og fortalte rytterne om det, da han var U19-rytter. Både koffeinpiller og gels med koffein var forbudt og kostede landsholdspladsen, og hvis man havde brug for smertestillende medicin, skulle man gå til sportsdirektøren.

- Den allerstørste grund til mit stop var, at jeg ikke var motiveret længere. Jeg var motiveret til at træne, men jeg var ikke motiveret til at sætte livet på spil for at vinde guldmedaljen, siger Ludvig Wacker. (Foto: Claus Bonnerup © Claus Bonnerup)

Foruroligende, hvis det begynder i en ung alder

DR Sporten har forelagt Ludvig Wackers udsagn for Jakob Mørkeberg, videnskabelig seniorkonsulent i Anti Doping Danmark.

- Det er foruroligende, hvis det starter i så ung en alder. Det er raske cykelryttere, som dyrker sport og burde være sunde, men som måske ryger ind i et pres om, at de er nødt til at tage medicin for at kunne være med.

- Når man først begynder at tage den slags smertestillende som et slags præstationsmiddel, kan det føre til doping på længere sigt, fordi man føler, man er nødt til at ’tage noget’ for at kunne præstere. Smertestillende og koffeinpiller virker relativt akut, så derfor giver det mening, for dem, der gør det, at de indtager det, mens de sidder på cyklen, siger han.

Morten Bennekou, som i dag er elitechef i Danmarks Cykle Union, arbejdede som sportsdirektør hos Team DSM’s World Tour-hold i samme periode, som Ludvig Wacker kørte for udviklingsholdet.

- Jeg er ikke overrasket over, at det måske findes i feltet, og at nogen kan finde på at tage en smertestillende pille undervejs i et løb. Det ville nok være naivt at tro, at det overhovedet ikke kunne ske. Men det ville overraske mig meget, hvis det generelt er så udbredt, som Ludvig har oplevet det.

-Vi skal huske, at det er et partsindlæg. Det er hans oplevelse. Men der er ingen grund til ikke at tro, hvad han har set, og hvad han er frustreret over, siger Morten Bennekou.

Morten Bennekou understreger, ligesom Ludvig Wacker, at det ikke er holdene, der orkestrerer eller opfordrer rytterne til at tage smertestillende eller koffeinpiller.

Morten Bennekou er elitechef i DCU. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

DCU fraråder unødig brug af piller

Ludvig Wacker fortæller, at frygten for at køre løb var den absolut største faktor i valget om at stoppe karrieren.

I det første løb efter coronanedlukningen, i august i fjor, styrtede Ludvig Wacker. Det var egentlig ikke et specielt alvorligt styrt, og han kom ikke alvorligt til skade, men det satte skrækken i ham. Derfra blev det nemt for ham at tage beslutningen om at stoppe.

- Jeg vil ikke have det til at lyde som en undskyldning. Det var ikke på grund af, at der er andre, der arbejder sig ud i de gråzoner med piller, og jeg ikke gør, at jeg ikke selv var god nok. Det var der andre årsager, som er større, til, at jeg ikke var god nok.

- Det var nogle tanker, jeg især fik bagefter, og det gjorde mig mere glad for min beslutning om at stoppe, fordi nu skal jeg slet ikke tage stilling til, om jeg skal tage piller, fordi de andre gør det, og om det vil skade mig om nogle år, om det gør en forskel. Nu står jeg ikke med de tanker længere, siger Ludvid Wacker.

Morten Bennekou fastslår, at unødvendig brug af smertestillende og koffeinpiller ikke er noget, DCU anbefaler.

Kan den øgede dopingindsats i sporten have haft den utilsigtede konsekvens, at rytterne er begyndt at overforbruge lovlige præparater som smertestillende og koffeinpiller?

- Det er ikke noget, jeg har en fornemmelse af. Men med Ludvigs oplevelser kan man få den tanke. Er der opstået en ny etisk gråzone? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv de seneste par dage. For det er selvfølgelig et problem, hvis lovlige metoder overforbruges og misbruges, Morten Bennekou.

Vil DCU undersøge Ludvig Wackers udsagn om pilleforbruget i sporten nærmere?

- Det har vi ingen planer om lige nu. Det er stadig meget nyt og et overraskende billede, Ludvig tegner. Nu skal vi skal lige se, om flere fortæller om lignende oplevelser. Lige nu står det jo alene.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Anti Doping Danmark. I næste weekend har vi U23-samling, hvor Anti Doping Danmark er med. Og de er generelt med på vores ungdomssamlinger. Ikke hver eneste gang, men hver eneste sæson. Hører vi om lignede oplevelser, som dem Ludvig har haft, vil vi selvfølgelig drøfte med Anti Doping Danmark, om vi skal undersøge det nærmere i fællesskab, eller begynde at sætte det på dagsordenen over for de unge, siger Morten Bennekou.

Jakob Mørkeberg, videnskabelig seniorkonsulent i Anti Doping Danmark, bekræfter, at organisationen har et tæt samarbejde med Danmarks Cykle Union.

- Jeg er rimelig fortrøstningsfuld på cykelsportens vegne. Men ud over at de unge danske ryttere kører på ungdomslandsholdene, kører nogle af dem også på hold i udlandet, som måske har mindre styr på, hvad der foregår.

- Umiddelbart er det positivt, at han (Ludvig Wacker, red.) ikke fortæller, at han har oplevet doping eller er blevet tilbudt doping. Men når det er sagt, er det bekymrende, hvis der er en kultur, hvor raske sportsmænd tager medicin uden at være syge, siger Jakob Mørkeberg.

FacebookTwitter