'Det kunne lige så godt være blevet til en sølvmedalje. Det var et spørgsmål om meget få centimeter'

Mange store cykelryttere har forgæves jagtet en plads på VM-podiet. Derfor er Valgrens tredjeplads også meget imponerende, siger DR Sportens cykelekspert.

Valgren (i midten), Dylan Van Baarle (tv.) og Jasper Stuyven (th.) kastede cyklerne frem mod målstregen. Det gjorde hollandske Van Baarle bedst og slog danskeren med et mulehår. (Foto: DIRK WAEM © Ritzau Scanpix)

Der er kun én verdensmester. Jovist. Men der er altså også kun én VM-bronzemedaljetager.

Han er dansk, har blond hår og kommer fra Thy. Michael Valgren.

Cykelrytterens tredjeplads på de belgiske landeveje blev skabt efter et fabelagtigt og veldisponeret løb, som bør aftvinge stor respekt, mener DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard.

Danskeren sad det helt rigtige sted og læste sine omgivelser til ug, da en imaginær økse huggede favoritfeltet over på midten inden den hæsblæsende afslutning. Michael Valgren klemte sig med - og herfra spillede han sine kort perfekt.

- Det kunne lige så godt være blevet til en sølvmedalje. Det var et spørgsmål om meget få centimeter, siger Brian Nygaard.

(Foto: Olivier Matthys © (c) Ritzau Scanpix)

Cykeleksperten mener ikke, at danske cykelfans - guldforhåbninger eller ej - bør trille nedtrykte ind i den nye uge.

- Det er kæmpestort (VM-bronze, red.). Det er så svært at få en plads på podiet i lige netop dét løb. Der er mange af historiens største ryttere, der har jagtet det forgæves, siger Brian Nygaard.

Spørg bare i Belgien, hvor de længe havde haft champagne på køl og diskuteret, hvem af deres cykelstjerner som mon ville vinde. Remco Evenepoel? Måske Wout van Aert? Eller Jasper Stuyven? Svaret blev ingen af delene.

- VM er ikke nogen ønskeseddel, hvor man bare kan skrive, hvem man gerne vil have fremme, når der mangler 17 kilometer. Vi fik en mand på podiet på en dag, hvor mange store cykelnationer gik tomhændede derfra, siger DR Sportens cykelekspert.

- Der var altså ingen belgier på podiet i dag. Det siger ikke så lidt.

Nej, og det, der skal siges i den henseende, skal de belgiske medier nok tage sig af dagen derpå. Puha.

'Han var meget, meget kølig'

Specielt Michael Valgrens evne til at bevare roen imponerer DR Sportens cykelekspert. VM-løb har ofte deres helt egen melodi. Det hele bimler og bamler, når først rytterne vejrer morgenluft og mulighed for at udvide garderoben med en regnbuetrikot.

Det påvirkede ingenlunde danskeren.

- Det var tydeligt, at Michael Valgren følte, at han havde dagen. Derfor sparede han sig rigtig meget. Jeg vil næsten sige, at han sparede sig på kanten til, hvad mine nerver kunne holde til. Han var meget, meget kølig, siger Brian Nygaard.

(Foto: Julien Warnand og Kenzo Tribouillard © (c) Ritzau Scanpix)

Med VM-bronzen sætter 29-årige Michael Valgren ekstra kolorit på en i forvejen flot karriere, der blandt andet tæller sejre i Amstel Gold Race og Omloop Het Niewsblad.

Niveauet har længe været højt, og med to sejre i Italien frem mod VM klikkede danskeren også i pedalerne med en god fornemmelse.

- Det har været fantastisk at se, at han har løftet sit niveau frem mod VM, og så leverede han også bare varen. Han fik enormt meget ud af de muligheder, løbet gav. Det var et svært cykelløb at køre til en medalje, og det er enormt flot, at han gjorde det, siger Brian Nygaard.

FacebookTwitter