Dideriksen efter triumf: Specielt at vinde i verdensmestertrøjen

Danske Amalie Dideriksen jubler over karrierens første World Tour-sejr efter triumf i det hollandske løb Ronde van Drenthe.

Arkivfoto. (Foto: IBRAHEM ALOMARI © Scanpix)

Den danske verdensmester Amalie Dideriksen havde god fart i pedalerne ved det hollandske løb Ronde van Drenthe.

Her kom det store, danske cykeltalent i imponerende stil først over målstregen og kunne juble over sin første sejr i et World Tour-løb.

Efter triumfen kan Dideriksen ikke få armene ned over den første sejr i verdenmestertrøjen.

- Det er en rigtig stor sejr for mig. Det er min første World Tour-sejr, og min første sejr i verdensmestertrøjen, hvilket er meget specielt, siger Dideriksen til DR.

- Der er endnu flere øjne på mig, nu hvor jeg bærer trøjen. Derfor er det fedt at kunne tage en stor sejr i den.

20-årige Amalie Dideriksen var en del af et udbrud med fire ryttere, hvor danskeren satte de tre andre i spurten på de sidste meter.

Allerede inden løbet lurede Dideriksen dog på, at det kunne blive til en hollandsk triumf.

- Det er altid svært med mavefornemmelsen inden løbet, men min træner og min sportsdirektør sagde, at ruten lå godt til mig og at det godt kunne blive en god dag. Det er altid svært at forudsige løbet, men jeg er glad for, at jeg kom i udbrud og kunne tage spurten til sidst, siger stortalentet.

Det er stadig tidligt på cykelsæsonen, men Amalie Dideriksen føler, at formen er ved at blive rigtig god.

- Jeg synes, at jeg bliver bedre og bedre kørende. Jeg er allerede fint kørende, men jeg kan godt bygge mere på.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter