DM i landevejscykling bliver med coronaregler: Smitte kan koste stjerner Tour-deltagelsen

Øget smittefare får Dansk Cykle Union til at lave coronatiltag forud for DM i landevejscykling.

Kasper Asgreen efter sin DM-triumf i 2021. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Corona kan føles som skruen uden ende.

For nu truer en udbredt smitte i cykelverdenen med at sætte en kæp i hjulet hos flere af de mest prominente danske cykelryttere, der håber på at deltage ved DM i landevejscykling.

Den stigende smittefare er årsagen til, at World Tour-rytterne skal genoverveje deres deltagelse til DM, der køres i Aalborg fra d. 23-26 juni.

For i tilfælde af en rytter bliver smittet, så kan det ende med at koste billetten til Tour de France, der starter fem dage efter DM.

Det er en udvikling, der giver panderynker hos Martin Elleberg Petersen, som er direktør for Danmarks Cykle Union, DCU.

- Vi er begunstiget af at have 20-25 cykelryttere i absolut topklasse, som vil give løbet et særligt niveau, siger Martin Elleberg Petersen.

Martin Elleberg Petersen, direktør for Danmarks Cykle Union. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen © (c) Rasmus Flindt Pedersen)

Lige nu er 20 World Tour-ryttere tilmeldt DM. Kun Jonas Vingegaard, Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen og Søren Kragh Andersen har meldt afbud.

Pandemiens udvikling kan give rytterne anledning til at genoverveje, om de overhovedet skal stille til start ved DM.

Men inden rytterne tager en beslutning, så forsøger DCU, der står for afviklingen af DM, at komme dem i forkøbet.

- Vi prøver at lave nogle tiltag, så vi signalerer over for rytterne og deres hold, at vi har tænkt over det og tager situationen alvorligt, lyder det fra Martin Elleberg Petersen.

Tiltagene ligger allerede i værktøjskassen

To steder, hvor man lige nu mærker den stigende smitte, er i Schweiz Rundt og i Slovenien Rundt. Over 45 ryttere har allerede trukket sig fra løbet i Schweiz, enten fordi de har testet positiv eller for at undgå smittefaren.

Blandt de danske World Tour-ryttere har Søren Kragh Andersen, Casper Pedersen, Johan Price-Pejtersen og Mikkel Bjerg testet positiv indenfor den seneste uge.

Til gengæld behøver DCU ikke lede længe de tiltag, der skal tages i brug for at skabe mere tryghed til DM i landevejscykling.

Man kan blot kigge ned i værktøjskassen og se, hvad man har gjort de seneste par år.

- Vi laver nogle afmærkede områder, hvor ryttere og personale er og holder så vidt muligt folk ude af de områder. Så beder vi alle, som er omkring rytterne om at bære mundbind, forklarer Martin Elleberg Petersen.

Udover de konkrete tiltag, så har kommunikation med holdene været et vigtigt redskab for DCU.

- Vores elitechef har haft fat i alle danskernes World Tour-hold og fortalt dem om vores tiltag, så de trygt kan sende deres ryttere ti DM.

I cykelsport er der altid en risiko

Og håbet er da også, at feltet til årets DM bliver så stærkt som muligt, men skulle der løbe et afbud ind, vil det ikke blive mødt med en løftet pegefinder fra DCU.

- Jeg kan godt forstå, hvis nogle ryttere melder fra, fordi de synes, det er for risikabelt at stille op. Det er også derfor, vi med vores tiltag forsøger at signalere, at vi tager situationen alvorligt, fortæller Martil Elleberg.

Hos World Tour-holdet Quick-Step Alpha Vinyl Team har den danske sportsdirektør Brian Holm da heller ikke fået besked fra ledelsen om, at rytterne ikke må køre de nationale mesterskaber. Beslutningen ligger derfor hos rytterne.

- Jeg har fuld forståelse, hvis nogle ryttere kommer og fortæller, at de gerne vil melde fra til DM, siger Brian Holm.

Sportsdirektøren understreger dog, at denne type risiko er en indbygget del af cykelsporten, som rytterne er vant til.

- Man kan også stille op til DM og brække kravebenet, så jeg tænker, at det er en afvejning den enkelte rytter må lave, og indtil videre har jeg ikke fået nogen melding om at en rytter ikke vil stille op.

DM i landevejscykling bliver i år kørt i Aalborg. Danmarksmesteren i enkelstart findes den 23. juni, mens linjeløbet køres den 26. juni.

DM i cykling er en del af DM-ugen, som bliver sendt fra fredag den 23. juni til søndag den 26. juni på DR1, DR2 og DRTV.

Rettelse: Johan Price-Pejtersen havde på artiklens udgivelsetidspunkt ikke testet positiv for corona, hvilket der ellers stod i artiklen. Det var derimod hans blot hold, der havde trukket sig fra Schwiez Rundt grundet smittefaren. To timer efter artiklens udgivelse testede Johan Price-Pejtersen til gengæld positiv.