Drømmen om dansk World Cup-sejr lever: Mountainbikestjerne tilbage efter styrt

Annika Langvad var i weekenden tilbage på cyklen efter en håndskade.

Annika Langvad ligger stadig toer i den samlede World Cup. (Foto: KIM LUDBROOK © Scanpix)

Det så slemt ud, da den danske mountainbikestjerne Annika Langvad måtte udgå af sidste weekends World Cup-løb efter et styrt med, hvad der kunne ligne en brækket hånd.

Men intet var brækket, og danskeren var allerede tilbage på cyklen til weekendens løb i Vallnord i Andorra, der blev kørt søndag.

Her måtte den ellers så sejrsvante dansker, der indtil sit styrt i sidste uge havde været ganske suveræn i denne sæson, tage til takke med en ottendeplads.

I Andorra kører rytterne i over 2.000 meters højde, og det ramte derfor danskeren hårdt, at optakten var blevet ødelagt af sidste uges styrt.

- Jeg havde ikke mulighed for at lave højdeforberedene træning denne her gang, så jeg led ret meget i højden. Jeg gav den alt, hvad jeg havde, og var helt færdig, da jeg krydsede målstregen, siger Annika Langvad.

Derfor er resultatet langt fra skuffende, fortæller hun.

- Det er en rigtig led oplevelse at køre løb i så tynd luft, men alt taget i betragtning, i forhold til at jeg ikke havde den helt ideelle optakt til løbet, så er jeg egentlig godt tilfreds med resultatet, siger hun.

Stadig samlet toer i World Cuppen

Annika Langvad ligger da også stadig nummer to i den samlede World Cup-stilling, så drømmen om en sejr lever i bedste velgående.

Annika Langvad beholder sin andenplads i den samlede stilling. (© dr)

Skaden i hånden mærker hun heller ikke mere til, og derfor går hun nu ind til tre ugers træning med optimisme, inden det gælder de sidste løb i sæsonen.

- Vi har stadig nogle World Cups tilbage i den her så sæson, så alt er stadig muligt. Jeg går ud og gør det, så godt jeg kan, og så må vi, hvad det bliver til, siger Annika Langvad.

Næste udfordring er World Cup-løbet i Canada, der køres den 11-12. august.

Facebook
Twitter