Efter to måneders pause kravler Vingegaard ud af sit hi

Jonas Vingegaard skal tirsdag køre sit første cykelløb siden Tour de France-sejren i juli.

Jonas Vingegaard gør comeback tirsdag ved Kroatien Rundt. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Kun et enkelt gadeløb har Jonas Vingegaard deltaget i, siden han for to måneder siden stod på podiet i Frankrig.

Efter triumfen i Tour de France trak den danske cykelstjerne stikket fra al virvaret og fokuserede i stedet på familien og på at genoplade batterierne ovenpå strabadserne i de franske bjerge.

Men nu er Vingegaards honeymoon ovre. Tirsdag sadler han atter op, klar til et cykelløb, når der skal køres Kroatien Rundt de kommende dage.

DR Sporten ville gerne have spurgt hovedpersonen selv, hvordan den seneste tid væk fra cyklingen har været, men det er efter halvanden måned ikke lykkedes at få et interview i hus. Det fortæller DR Sportens cykelkommentator Tobias Hansen.

Derfor har alle interesserede måtte følge med udefra.

- Først og fremmest har Jonas Vingegaard slappet af. Han skulle have alle indtrykkene fra Touren fordøjet, så han har levet et meget almindeligt hverdagsliv, mens han har cyklet lidt ved siden af, siger han.

- Og så har han den seneste måneds tid opgraderet cyklingen, hvor han har været på træningslejr i Malaga og cyklet med træningspas og intervaller tæt overvåget af sit hold.

Ifølge Tobias Hansen melder Jonas Vingegaards hold, Jumbo Visma, at "tallene er gode". Ergo, danskeren er i god form. Men om han genopstarter, hvor han slap, får vi først en indikation af i den kommende uges tid, hvor der venter seks etaper i Kroatien.

I Glyngøre var der høje femmere og endnu højere humør, da Jonas Vingegaard var hjemme igen efter sin Tour-triumf. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Og her er der ingen forventning fra Tobias Hansens side om, at danskeren nok engang skal på podiet. For fokus er på et af cykelsportens monumenter om to uger.

- Det er 100 procent et opvarmningsløb til Lombardiet Rundt, så man skal ikke sidde som dansker og tænke 'hvorfor kan han ikke vinde et eller andet løb nede i Kroatien?', for det er ikke målet. Målet er at gøre en god figur i Lombardiet Rundt, siger Tobias Hansen.

- Så man skal ikke sætte forventningerne al for højt til den kommende uge, selvom han vil være en af favoritterne til at vinde løbet, hvis det passer, at han er i god form. Sådan vil det altid være.

Ikke uhørt, at Tour-vinder trækker sig

Det undrer DR Sportens cykelkommentator, at man nærmest ikke har hørt fra Jonas Vingegaard, siden den gule cykelfest i slutningen af juli måned.

- Jeg har dyb respekt for, at han er vildt ombejlet. Alle forsøger at få et interview med ham, så jeg kan godt forstå, at han ikke kan stille op til alting. Men at han ikke har stillet op til interviews, bortset fra det korte interview, vi havde under PostNord Danmark Rundt, kan jeg ikke helt forstå, siger Tobias Hansen.

Hør interviewet fra PostNord Danmark Rundt i videoen herunder:

Men der er ifølge cykelkommentatoren ikke noget nyt i, at en cykelrytter som Jonas Vingegaard tager en løbspause midt i sæsonen.

- Det er ofte set, at især de helt store Tour de France-vindere trækker stikket. Et eller andet sted er det normalt, siger Tobias Hansen.

Alligevel stillede Bjarne Riis sig i weekenden uforstående over for Jumbo-Vismas strategi, da han mener, at det hollandske cykelhold "skærmer Vingegaard meget af".

- Han må også til at få noget hår på brystet, for han er ikke 21-22 år længere, sagde den tidligere cykelholdejer til B.T.

Til det svarede Jonas Vingegaard mandag til Ekstra Bladet.

- Det er jo ikke, fordi jeg ikke har hår på brystet. Jeg synes da, at jeg er blevet meget moden de sidste par år, siger årets Tour de France-vinder.

På 11. etape af årets Tour de France grundlagde Vingegaard sin samlede sejr, da han kørte fra alt og alle på Col du Granon. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

DR Sportens cykelkommentator forklarer, at Jonas Vingegaard bedre kan undvære medierne end omvendt.

- Og det er ikke, fordi han er arrogant. Det må man ikke misforstå. Det er bare sådan, Jonas Vingegaard er. Han trives bedst ved at hygge sig derhjemme med familien og så køre cykelløb engang i mellem, siger Tobias Hansen.

Nu er der dog ingen vej udenom. For når man kører cykelløb, som Jonas Vingegaard atter skal gøre, følger også interviews med pressen. Og det er den danske bjergkonge indstillet på.

- Jeg kan sagtens håndtere pressen. Det giver også bare god mening at blive skærmet af en gang imellem og få lov til at slappe lidt af, siger Jonas Vingegaard til Ekstra Bladet.