Eks-ryttere flirtede med doping

Søren Lilholt og Per Pedersen har ligesom landsmanden Jesper Skibby gjort deres erfaringer med doping.

Jesper Skibby er ikke den eneste danske cykelrytter, der indrømmer brug af doping. (© DR Sporten)

Jesper Skibbys opgør med et mangeårigt misbrug af forbudte stoffer får nu flere tidligere danske cykelryttere til at stå frem i lyset. Per Pedersen og Søren Lilholt, der begge har været professionelle ryttere og deltaget i Tour de France, fortæller tirsdag i Jyllands-Posten, at de stoppede karrieren på grund af dopingens indtog i cykelsporten.

- Dem, der siger, at de hverken har set eller hørt noget i de år, de lyver. Jeg kan ikke sige mig helt fri. Jeg har da af læger fået ting, som senere kom på dopinglisten, så der var da en gråzone, siger Søren Lilholt til avisen. Lilholt der som den eneste danske rytter nogensinde har prøvet at køre i tourens grønne pointtrøje.

Ligesom Søren Lilholt, så har Per Pedersen også prøvet stoffer, der i dag er at finde på dopinglisten.

- Jeg legede selv med noget kortison, og jeg kan vel også godt være ærlig og sige, at hvis jeg havde fortsat karrieren, og jeg havde fået mulighed for det, så var jeg nok også røget med på vognen, siger den tidligere Amaya-rytter.