Ekspert spår skammelplacering til Fuglsang: ’Han er i sit livs form’

Jakob Fuglsang er blandt de stærkeste i feltet, når Liége-Bastogne-Liége køres søndag.

For første gang i karrieren kan Jakob Fuglsang se frem til en rolle som en af to topfavoritter til cykelsportens ældste klassiker, Liege-Bastogne-Liege, der køres søndag. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Jakob Fuglsang har gang i, hvad man uden at overdrive godt kan kalde en særdeles godkendt sæsonstart.

Med en sejr i Andalusien Rundt, en etapesejr i Tirreno-Adriatico og flere podieplaceringer ved forårets cykelklassikere har den danske cykelrytter markeret sig rundt omkring på landevejene. Så sent som i onsdags kørte Fuglsang i mål som nummer to ved endagsløbet Fleche Wallonne kun slået af franskmanden Julian Alaphilippe, der har vist sig at være Fuglsangs helt store konkurrent dette forår.

Danskeren har haft sin suverænt bedste sæsonstart med otte starter, hvoraf fem er endt på podiet, og derfor er forventningerne ekstra store hos DR Sportens cykelekspert, Dan Frost, når klassikersæsonen søndag afsluttes med det belgiske endagsløb Liége-Bastogne-Liége.

- Jakob er i sit livs form, og han er meget tæt på at være feltets stærkeste i de løb, de kører i øjeblikket. Han har altid været en favorit til top 10, men nu er han en favorit til at vinde, siger han.

- Han har rigtig gode chancer for at vinde Liége-Bastogne-Liége. Han kender ruten og de forskellige finalebakker, og her er det kun de stærkeste, der kommer med, siger Dan Frost.

Snebolden ruller

Det er ikke kun Fuglsang, der har haft succes hos Astana-teamet i foråret. Hele holdet har præsteret og er lykkedes med de planer, der er blevet lagt, og den følelse smitter af hele vejen rundt.

- Når holdet vinder, og det tilmed er forskellige ryttere, der præsterer, så har det en positiv effekt på hele holdet, lidt ligesom når en snebold ruller, forklarer Dan Frost og fortsætter:

- Uden at vide hvordan det internt fungerer på Astana-holdet, så virker det til, at Fuglsang bliver bakket op af hele holdet.

Julian Alaphilippe (tv.) og Jakob Fuglsang her side om side ved endagsløbet Strade Bianche tilbage i marts. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Jakob Fuglsangs imponerende præstationer ved flere af forårets endagscykelløb kommer måske som lidt af en overraskelse. Den 34-årige dansker havde indtil dette forår kun sluttet en enkelt gang i top 5 ved et endagsløb, og det var tilbage i 2010 ved Giro di Lombardia.

En af årsagerne til Fuglsangs succes ved årets endagsløb skal findes i hans moral, mener Dan Forst.

- Når man har prøvet at vinde en gang, så udvikler man en vindermoral, og det er især det, der skinner igennem for tiden. Man tør, og man er ikke så kalkuleret. Man ved, hvor meget man kan spænde buen, og det ved Jakob, er ret meget. Det ser ud som om, at han har knækket koden for endagsløbet, siger han.

Spurten er Fuglsangs hæmsko

Hvis Jakob Fuglsang skal krone sin fantastiske sæsonstart af med en af de helt store sejre, skal han slå sin ’onde ånd’ Julian Alaphilippe. De to rytterne har duelleret ved flere løb i foråret og er de største favoritter til søndagens løb.

- Han skal lade Julian Alaphilippe arbejde for sig. Alaphilippe ved, at hvis han arbejder ligesom meget som Fuglsang, så vinder han ikke. Jakob må gerne spille cool, for han har noget at have det i, siger Frost.

Udover fokusset på Alaphilippe skal Fuglsangs spurt sidde lige i øjet, hvis han skal stå tilbage som vinder.

- Hans hæmsko er uden tvivl spurten. Han skal præstere i finalen og gerne prøve at rykke fra i tide, så han selv kan køre i mål, siger Dan Frost.

Udover Jakob Fuglsang stiller Michael Valgren til start ved Liége-Bastogne-Liége, der begynder søndag morgen klokken 10.

En fantastisk transformation

Men det er ikke kun de mandlige cykelryttere, der har en hård søndag foran sig. Der køres nemlig også Liége-Bastogne-Liége for kvinder, hvor danskerne Cecilie Uttrup Ludwig, Louise Norman Hansen og Annika Langvad er med.

Her er det værd at fremhæve den tidligere verdensmester i mountainbike Annika Langvad, der i denne sæson også prøver kræfter med landevejscykling.

- Det er en fantastisk transformation, hun har vist ved at skifte fra mountainbike til landevejscykling. Hun er sygt stærk i det terræn, der køres i ved Liége-Bastogne-Liége, siger Dan Frost.

Annika Langvad skiftede ved årsskiftet til Boels-Dolmans Cycling og byttede derfor også mountainbikesporten ud med landevejscykling. (Foto: Heinz-Peter Bader © Scanpix)

Faktisk sammenligner cykeleksperten Langvad med Fuglsang.

- De har begge en fortid på mountainbiken og har været vant til at træne på bakker. Derfor passer Liége-Bastogne-Liége til ryttere som dem, fordi der er mange hårde stigninger.

- Desuden imponerer det mig, at Annika Langvad ikke er i begyndelsen af sin karriere, så det er rigtig flot, hvad hun allerede har præsteret, og jeg glæder mig til at følge hende, siger Dan Frost.

Du kan følge Langvad, Fuglsang og resten af rytterne i LIGA på P3 søndag fra klokken 12.

Facebook
Twitter