Får de danske etaper overhovedet betydning for Touren? Svaret blæser i vinden

Tour de France-etaperne i Danmark bliver postkort-smukke. Vinden afgør, om de også bliver interessante.

Her har vi fat i PostNord Danmark Rundt-feltet, der i flere år har frekventeret de samme veje, som Tour-feltet næste sommer skal ud på. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Én ting er helt sikker: Hele verden får postkort-smukke billeder sendt hjem gennem tv’et, når Danmark lægger asfalt til tre Tour de France-etaper i 2021.

Første etape bliver en enkeltstart på 13 kilometer rundt i København den 2. juli.

Seværdigheder som Den Lille Havfrue, Kastellet og Det kongelige Teater er en del af ruten. Næste etape går fra Roskilde via bakkerne omkring Høve Strand i Odsherred og videre ned til Storebæltsbroen, inden etapen afsluttes i Nyborg.

På sidste etape står danske historiske monumenter nærmest i kø for at præsentere sig for såvel cykelryttere som tv-seere. Jellingstenen og Christianfeldt passeres, inden etapen afsluttes i Sønderborg.

- Det absolutte højdepunkt på de tre etaper i Danmark bliver Storebæltsbroen. Og så ved vi jo fra PostNord Danmark Rundt, at det kan give utrolig flotte billeder. Både i København, på Sjælland ved kysten, og når de kommer til at køre nede i Sønderjylland. Med den natur og de mindesmærker, der er dernede, siger DR Sportens cykelsportskommentator Henrik Liniger.

Den holdning deler franske Christian Prudhomme, der er løbsdirektør for Tour de France:

- Det kommer til at se fantastisk ud, når feltet kører igennem det danske landskab.

- Og så krydser jeg fingre for sidevind på anden etape, så vi kan få en fantastisk spændende afslutning på Storebæltsbroen. Det er historisk med en målstreg lige efter, at rytterne skal kører henover en lang bro. Hvis vi får sidevind den dag, kan det blive en historisk etape, vi kommer til at snakke om i mange år.

Vinden kan skabe et stort cykelløb

Men smukke billeder er ikke nødvendigvis nok til at tilfredsstille det store cykelhungrende publikum, der forventer sprængfarligt cykelløb. Men det kan de danske landeveje ikke garantere. For selvom bjergspurten på Asnæs Indelukke på anden etape ville få de fleste glade amatører til at stå af og trække, så er stigningsprocenterne altså barnemad for Tour de France-rytterne.

Derfor svæver svaret på, om vi også får et flot cykelløb i julidagene næste år i vinden.

Blæser det op, vil rytterne nemlig få en modspiller, der kan ødelægge glansbilledet af et samlet felt, der triller gennem det ganske land.

- Vores landskab inviterer dybest set ikke til cykelløb på Tour De France-niveau. Derfor må vi jo regne med – med mindre der kommer nogle ekstreme vejrforhold med vind – at den anden og tredje etape bliver afgjort i en massespurt, siger Henrik Liniger og tilføjer:

- Så vi får på ingen måde kåret Tour-vinderen i Danmark. Det bliver gode, fine etaper, og når de så er overstået, vil rytterne håbe på, at de er sluppet helskindet igennem det. Der vil være tre glade etapevindere, og så tager man til Frankrig og begynder så på det "rigtige" løb.

Efter de tre etaper i Danmark får rytterne en hviledag, inden de igen skal i sadlen den 6. juli på et endnu ikke offentliggjort sted i Frankrig.