'Fabelagtigt' Fuglsang. Det bedste grand tour-resultat i karrieren: 'Han har ikke kørt ét dårligt løb i år'

Jakob Fuglsang sluttede sin sæson med en samlet sjetteplads i Giro d'Italia. Bedste danske resultat i det italienske cykelløb nogensinde.

Jakob Fuglsang blev samlet nummer seks i Giro d'Italia. (Foto: Luca Bettini © Scanpix)

De danske cykel-annaler skulle lige støves af, men den var altså god nok.

Jakob Fuglsangs sjetteplads i årets Giro d'Italia var ikke bare Astana-rytterens bedste grand tour-resultat i karrieren. Det var også den bedste samlede danske placering i det italienske etapeløb.

Hidtil stod Ole Ritters syvendeplads i 1973 noteret ud for den rød-hvide milepæl.

To streger under facit, 2020-sæsonen, og der er god grund til at kippe med Dannebrog, mener cykelekspert og tidligere sportsdirektør, Brian Nygaard.

Fuglen har været flyvende - momentvis også i Giroen - hvor det ellers startede på værst tænkelige måde. Tidstab til favoritterne på 1. etapes 15 kilometer lange enkeltstart, men hvad værre var udgik holdkammeraten Miguel Angel Lopez, der var udset en nøglerølle som Fuglsangs hjælper i bjergene.

- Jeg vil ikke sige, at Jakob har gjort det hele selv, selvfølgelig havde han et hold omkring sig, men det har ikke været nogen nem opgave, siger Brian Nygaard.

- Han er kommet rigtig langt på sin fysiske formåen, men også sin modenhed.

Jakob Fuglsang vandt i august det prestigefyldte cykelløb Lombardiet Rundt. (Foto: Fabio Ferrari/Lapresse. Lapresse © Represented by ZUMA Press)

Jakob Fuglsang drømte om en podieplads, om at kile fordækket ind i kampen om den lyserøde førertrøje, men blev nummer seks. Grund til skuffelse? Kun hos de snæversynede, mener Brian Nygaard.

- Top-10 er et meget flot resultat, og når du er tæt på top-5, har du også været med til at forme løbet, siger Brian Nygaard.

- Man skal også huske at se på, hvad Jakob ellers har bedrevet i den her sæson. Der er nogle ryttere, som kun har haft Giroen som deres eneste mål. Jakob har jo ikke kørt ét dårligt cykelløb i år.

Danskeren 'var der' i klassikerne. Han vandt Lombardiet Rundt, et af de største cykelløb i verden. Han 'kørte fabelagtigt' til VM og blev nummer fem.

- Jakob Fuglsang har enormt meget at være stolt over, siger Nygaard.

Slut med at køre klassement?

I sin klumme hos B.T. reflekterede Jakob Fuglsang selv over sin bedrift under Giro d'Italia - og året 2020 i sin helhed.

Konklusionen: Tilfredshed, men han havde håbet på mere.

Samtidig lægger danskeren op til, at tiden med klassementambitioner går på hæld.

- Jeg tror faktisk, at det her var sidste gang, jeg kørte efter den samlede stilling i et af de tre store etapeløb. Jeg tror, at jeg kan få meget mere ud af det, hvis jeg kører efter etaper, skriver Jakob Fuglsang på B.T.

Det kræver naturligvis, at cykelrytterens hold Astana er med på den.

- Men hvis det stod 100 procent til mig, ville jeg nok vælge at satse på klassikere, ugelange etapeløb og etapesejre i Grand Tours fremover, skriver danskeren.

- Det store nedslag i Fuglsangs Giro kom på 18. etape til Laghi di Cancano, hvor jeg synes, at han kørte fabelagtigt, siger Brian Nygaard om danskerens italienske grand tour-præstation. Fuglsang blev nummer fire på etapen og satte flere af favoritterne. (Foto: Luca Bettini © Scanpix)

Sæsonen viste, at der er nye cykelsheriffer i byen. Slovenerne Tadej Pogacar og Primoz Roglic maltrakterede Tour de France-konkurrenterne, og i Giroen stod der 25-årige Tao Geoghegan Hart fra Storbritannien på slutsedlen.

Men Brian Nygaard mener ikke, at Fuglsang, hvis dåbsattest er stemplet 1985, har vist tegn på alder eller svaghed.

- Jakob Fuglsang beviser, at tiden ikke er ved at rinde ud endnu. Selvom han er blevet 35 år, så er det hans egne ambitioner, der løfter ham videre og sætter begrænsningerne - ikke andres, siger Brian Nygaard.

- Der er mange, der har været kritiske i forhold til, hvordan han har administreret sin karriere, men jeg synes bare ikke, at der er noget at sætte en finger på, når man ser, hvad han har leveret i år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk