Flot etapesejr er blot et kapitel i historisk sæson: Se alle Fuglsangs eminente resultater i 2019

Jakob Fuglsang har til tider været ustoppelig i 2019, og vi har samlet alle de største resultater.

Jakob Fuglsang har haft en helt fomidabel sæson i 2019 med store resultater over hele kalenderen. (Foto: Javier Lizón © Scanpix)

Det er umuligt ikke at være en smule imponeret over, hvad Jakob Fuglsang har præsteret i 2019.

Fordi selvom Tour de France endte med et styrt og en kæmpe skuffelse, så har næsten alt andet, danskeren har deltaget i, endt med en kæmpe succes.

Senest blev det til en etapesejr i Vuelta a España, men det er blot et af mange store resultater.

Vinder af Liège-Bastogne-Liège

Jakob Fuglsang jubler over sin største sejr i karrieren, da han vinder Liege-Bastogne-Liege. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Det kandiderer til et af de absolut største resultater i cykling i flere årtier, da Jakob Fuglsang i april kørte alene over stregen i et af de største endagsløb til karrierens største sejr.

Fuglsang var klart den stærkeste i løbet, og han vælger at køre alene på det sidste hårde stykke. Han er dog ved at smide sejren på nedkørslen, hvor held og teknik redder ham fra et voldsomt styrt.

Podiepladser i Ardennerne samt Italien

Jakob Fuglsang må nøjes med andenpladsen i Flèche-Wallonne. (Foto: Benoit Doppagne © Represented by ZUMA Press)

Det belgiske monument fuldendte en uge, hvor danskeren havde været med helt fremme i samtlige Ardenner-klassikere med en andenplads i Flèche Wallonne og en tredjeplads i Amstel Gold Race.

Forinden havde han startet klassikersæsonen eminent i det populære italienske endagsløb Strade Bianche, hvor han blev nummer to kun overgået af Julian Alaphilippe, som i øvrigt også slog ham i Flèche Wallonne.

Vinder af Andalusien Rundt

Jakob Fuglsang vandt Andalusien Rundt samlet. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Allerede tidligt i sæsonen så man takter til, at denne sæson kunne blive virkelig god. Danskeren vandt ikke nogle etaper, men en fremragende enkeltstart på tredje etape var nok til at hente den samlede sejr i det spanske etapeløb.

Det er i øvrigt et løb, hvor hans hold Astana er i fuld dominans og tager tre af løbets fire første placeringer. Han vinder med sølle syv sekunder ned til holdkammeraten Ion Izagirre.

Topplaceringer og etapesejre i andre etapeløb

Jakob Fuglsang vandt en flot etapesejr i Tirreno-Adriatico. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

En af Jakob Fuglsangs flotteste sejre i år kom i etapeløbet Tirreno-Adriatico, hvor han kørte alene i mål på en af løbets hårdeste etaper. Det var med til at bringe ham op på en samlet tredjeplads i løbet, hvor han også sluttede.

Helt med fremme var Jakob Fuglsang også i Baskerlandet Rundt, hvor han dog glipper podiet med fire sekunder. Udover den høje placering samlet blev det også til to tredjepladser på etaperne.

Vinder af Critérium du Dauphiné

Jakob Fuglsang vandt Criterium du Dauphine samlet for anden gang i karrieren. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Han har gjort det før, men endnu engang sendte Jakob Fuglsang et signal om kanonform i opvarmningsløbet til Tour de France. Dog blev det ikke til etapesejre som i 2017, men sejren kom i hus med flere topresultater på de hårdeste etaper.

Desværre går Touren ikke, som han havde håbet oven på den gode optakt. Danskeren styrter flere gange i løbet, men det er værst på 16. etape, hvor han ikke kan fortsætte i løbet.

Etapesejr i Vuelta a España

Jakob Fuglsangs sejr i Vuelta a España. (Foto: ANDER GILLENEA © Scanpix)

Og så har vi altså etapesejren på en af løbets hårdeste etaper. Det er den første etapesejr i en Grand Tour for danskeren, men hvis han kan holde formen næste år, så bliver det næppe den sidste. Sejren kommer oven på den kæmpe skuffelse i at udgå fra Tour de France.

Samlet set spiller danskeren ikke den store rolle, da Astana kører for holdkammeraten Miguel Angel Lopez, men Fuglsang ligger i skrivende stund nummer 13 samlet.

Facebook
Twitter