Flyvende Asgreen viser Tour-form: Vinder DM i enkeltstart

Mens Kasper Asgreen var hurtigst hos herrerne, vandt Louise Norman Hansen DM for kvinder for første gang nogensinde.

Kasper Asgreen levede op til favoritværdigheden ved DM i enkeltstart i Esbjerg. (Foto: Claus Bonnerup © Scanpix)

Efter tre nationale titler i træk har Martin Toft Madsen (BHS - Almeborg Bornholm) ikke længere status af Danmarks bedste enkeltstartsrytter.

Ved DM i Esbjerg blev Toft Madsen besejret af Quick-Step-kometen Kasper Asgreen, der fejrede sin udtagelse til Tour de France med en overbevisende sejr på de 39,8 kilometers tidskørsel.

- Det er en virkelig skøn følelse, og jeg er ekstremt stolt. I de sidste tre år er jeg blevet nummer tre, to og fire i enkeltstarten, så jeg er glad for, at jeg har taget det sidste skridt nu, siger Kasper Asgreen i en pressemeddelelse fra sit hold, Quick-Step.

Asgreen var bookmakernes favorit efter sin andenplads på enkeltstarten i Schweiz Rundt i sidste uge, og den 24-årige koldingenser levede op til forventningerne.

I mål var Asgreen 24 sekunder hurtigere end Toft Madsen, der måtte nøjes med sølvet.

Sejren giver ham også ret til at køre enkeltstarter i den danske mesterskabstrøje i det kommende år, blandt andet ved Tour de France, der begynder næste lørdag.

- Det bliver noget særligt at tage trøjen med til Frankrig til min første Tour, siger Kasper Asgreen.

Ny DM-vinder hos kvinderne

Hos kvinder kom der en ny Danmarksmester i enkeltstart. Her vandt Louise Norman Hansen for første gang.

Hun kørte en tid, der var bare to sekunder hurtigere end Pernille Mathiesen på andenpladsen. Sidste kvinde på podiet blev Louise Holm Houbak.

Hverken Cecilie Uttrup, Amalie Dideriksen eller Annika Langvad var til start til DM-enkeltstarten. Derfor var Pernille Mathiesen fra Sunweb på forhånd udråbt som storfavoritten til at tage Dannebrogstrikoten, men det blev i stedet Louise Norman Hansen, der er søster til den tidligere OL-guldvinder Lasse Norman Hansen.

Facebook
Twitter