Fortumlet Skibby taler ud

Det var en fortumlet og rystende nervøs Jesper Skibby, der mandag tømte cykelskabet for skeletter.

Jesper Skibby på mandagens pressemøde (Foto: Henrik Harpelund © DR Sporten)

Øjnene var våde og stemmen svag, da den tidligere cykelrytter Jesper Skibby mandag mødte pressen forud for den bog, der udkommer onsdag, og hvori han beskriver sit dopingmisbrug gennem det meste af karrieren.

- Det har været pissesvært, det her. For det er et emne, jeg altid har holdt skjult, siger Jesper Skibby til DR Sporten efter at have stået frem.

Indrømmelsen af at have taget doping har været hård at nå frem til for Skibby, og den kommer da også først seks år efter, at han har stoppet karrieren. Årene frem til i dag er blevet levet på en løgn. 

- Jeg har levet med løgnen om doping i mange år, og det har været forfærdeligt, siger Skibby, der påpeger, at det ikke kun er doping, han har løjet om. Også hans kække image og selvsikre optrædener i offentligheden har været falsk.

- Jeg har skjult mange ting bag mange masker. Det har været en del af et rollespil, jeg har kørt over for blandt andre DR og TV2 - ingen tvivl om det. Men nu lader jeg maskerne falde, siger Skibby.

Vækkelse i kroppen

Skibbys våde øjne glimter en ekstra gang, og en dyb indånding tages, når spørgsmålet om, hvorfor han i sin tid begyndte at tage doping, stilles.

- Jeg havde en lortesæson i 1990, og så søgte jeg nogle ting, der kunne få mig fremad. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Da jeg tog doping, følte jeg vækkelse og entutiasme i kroppen. Jeg tænkte og fornemmede, at 'nu kan jeg det hele', siger Jesper Skibby til DR Sporten.

Indrømmelsen fra Skibby kommer efter en del overvejelser, og efter at han for nyligt har fået en datter.

- Det er vigtigt at mine børn vokser op med en far, om hvem de kan sige, at han er sgu' ok.

Jesper Skibby er gæst i SportNyt på DR1 klokken 21.50.

 

 

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd105a11f9d0ee03e19dfhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b4ef2ea11f9d07d04134e4http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd105a11f9d0ee03e19e2http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b4ef2fa11f9d07d04134e7

Facebook
Twitter