Fra coronafrygt til VM-guld: Suveræn dansk duo vinder parløb

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv sikrer Danmark den anden guldmedalje ved VM i banecykling.

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv vandt suverænt guld. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

En begivenhedsrig uge på godt og ondt sluttede på eventyrlig vis for den danske cykelrytter Michael Mørkøv og hans makker Lasse Norman Hansen søndag eftermiddag.

Dagen efter at Michael Mørkøv fik grønt lys til at køre efter at have siddet i isolation på sit hotelværelse i Berlin, vandt han og Norman guld i parløb ved VM i banecykling.

Det var Danmarks anden medalje ved VM og den anden af guld.

Den danske duo viste sig som feltets klart stærkeste fra start og opbyggede en stor føring, som konkurrenterne ikke var i nærheden af at hente.

Danskerne scorede 62 point i disciplinen, hvor det gælder om at hente så mange point på 200 omgange, hvilket svarer til 50 kilometer.

Aaron Gate og Campbell Stewart fra New Zealand tog sølv, mens bronzen gik til Roger Kluge og Theo Reinhardt fra Tyskland

  • Søndagens guldmedalje var Danmarks anden ved VM i banecykling. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)
  • Jublen var stor hos de to danskere. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)
  • Der var kys til Michael Mørkøvs familie efter sejren. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
1 / 3

Mørkøv så ud til at misse VM

Michael Mørkøv kørte tidligere på ugen etapeløbet UAE Tour i De Forenede Arabiske Emirater. Løbet blev afblæst før de sidste to etaper på grund af frygt for coronavirus, men Mørkøv nåede til Berlin, før ryttere og hold blev lukket inde på deres hotel.

Men da nyheden om, at samtlige ryttere, holdansatte og løbsansvarlige skulle testes for smitte med coronavirus, blev Mørkøv isoleret på sit værelse.

Først lørdag morgen meddelte Den Internationale Cykelunion (UCI), at Mørkøv fik lov til at køre, og samme dag trænede han i Velodrom, hvor VM afholdes.

Flyvende start

Hverken han eller Lasse Norman Hansen, der kørte sin tredje disciplin ved VM, viste tegn på træthed eller rust i begyndelsen.

De to danskere var flyvende og stak tidligt af fra feltet. Det sikrede dem maksimumpoint i flere af spurterne, og de indkasserede 20 point ved at indhente konkurrenterne med en omgang.

Der var fuld kontrol under løbet for de to danskere. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)

Med 30 point ned til nærmeste konkurrent kunne Mørkøv og Norman tillade sig at tage en pause, før de igen vandt et par spurter.

Generelt holdt danskerne deres banerivaler i et jerngreb, og der skete sjældent noget i front af feltet, uden at danskerne sad med.

"Danskerne er fra en anden planet", sagde løbsspeakeren i Velodrom, og man måtte give ham ret i, at deres evner i disciplinen var i særklasse søndag eftermiddag.

Ingen kom i nærheden af Mørkøv og Norman, der fulgte op på EM-guldet fra oktober med endnu en triumf. De to danskere ligner et godt bud på en dansk OL-medalje i Tokyo.

/ritzau/

Facebook
Twitter