Fra tredobbelt dansk mester i tårnudspring til VM i cykling: ‘Hun lærer lynhurtigt’

Ét år efter 20-årige Rebecca Koerner kørte sit første cykelløb, skal hun repræsentere Danmark ved VM i cykling både i enkeltstart og i linjeløbet.

Rebecca Koerner kørte for første gang i de danske farver til U-23 EM tidligere i år. (Foto: Anton Vos. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

For tre år siden var hun på toppen af dansk tårnudspring - danmarksmester for tredje år i træk og kun 18 år.

For to år siden købte hun sin første racercykel og lagde badedragten på hylden.

Og for bare et år siden kørte hun sit første cykelløb.

I dag er Rebecca Koerner klar til at køre ned at startrampen i kampen mod uret til VM i enkeltstart.

- Det kom som en stor overraskelse, at jeg blev udtaget. Det havde jeg slet ikke regnet med. For en måned siden, havde jeg ikke engang kørt et eneste løb i udlandet, fortæller hun.

Den unge dansker er sprunget direkte ind i toppen af den danske cykelscene. Og det er svært at sige, hvor langt talentet rækker. Men kvindelandstræner i Danmarks Cykle Union, Tayeb Braikia, håber at kunne hjælpe hende så langt frem som muligt.

Derfor har han udtaget hende til både at køre linjeløbet og enkeltstarten til VM.

- Vi vil gerne bidrage til at udfri det potentiale, vi mener, at hun har. Hun lærer lynhurtigt og er selv nysgerrig på at udvikle sig, siger han.

Men hun er ikke bare med på en fribillet, hvor hun kun skal fokusere på at lære.

- Det er en kombination af, at vi håber hun i fremtiden kommer til at være med helt fremme i international cykling, og at hun samtidig har niveauet til at kunne hjælpe holdet i år, siger Tayeb Braikia.

Og det med forventningerne ved Rebecca Koerner godt der er. Bare ikke til, hvad placering hun får.

- Jeg tænker ikke på placeringen i enkeltstarten. Jeg skal bare ud og give den alt, hvad jeg har og så se, hvad det rækker til. Succeskriteriet er, at jeg er helt færdig, når jeg kommer over målstregen. Til linjeløbet skal jeg give alt, hvad jeg har for holdet, siger den unge dansker.

Rebecca Koerner ser frem til at køre mod de bedste kvinderyttere i verden. (Foto: Jeppe Tolbøll)

Inspiration fra den olympiske mester

De har det med at poppe op en gang imellem. Talenterne, der først begynder i en sen alder. Dem, som finder en ny sport at kaste sig ind i, når kroppen har brug for en pause fra den første. Tag bare hendes cykelkollega på herresiden Primoz Roglic, der svævede fra skihopbakken ind på landevejene - senest som vinder af La Vuelta.

Sloveneren er blevet et bevis på, at du godt kan komme ind fra højre i elitesport og være med, hvor det er sjovt. Hans navn og historie hænger som en mental idolplakat på danske Rebecca Koerners nethinde.

For hun var, ligesom sit forbillede, også vant til at hænge i den fri luft og vise prøver på sit kropslige talent. Men hun landede med hovedet først i springbassinet, hvor en forkert landing gav en skade i lænden.

Og så var der ikke andet at gøre, end at sætte sig på cyklen for at genoptræne.

- Jeg cyklede egentlig bare på min citybike, men alligevel virkede cykling mega spændende. Så da jeg kom tilbage fra rygskaden, var udspring ikke lige så sjovt længere, siger hun.

Derfra blev det et farvel til svømmehallen og et goddag til landevejen.

- Det blev lidt for rutinepræget de sidste år, jeg dyrkede udspring. Jeg havde tænkt over det, men det virkede lidt farligt at stoppe, for jeg anede ikke, hvad jeg så skulle lave. Derfor var det lidt af en kontrast, da jeg startede med at cykle på grund af skaden.

Nu ved Rebecca Koerner, hvad hun skal lave de næste år. Hun har allerede skrevet under på sin første professionelle kontrakt med det nystartede norske hold Uno-X fra næste sæson.

Hurtigt til tops

Hun startede for cirka to år siden i cykelklubben ABC - Arbejdernes Bicykle Club i København.

- I efteråret 2019 tænkte jeg, at jeg ville starte med at køre rigtige løb i 2020. Så jeg trænede godt i løbet af vinteren, fortæller Rebecca Koerner.

Men som med så meget andet det forår, blev det ikke til noget. Corona kom selvfølgelig i vejen.

Først for et år siden i august fik udspringeren mulighed for at sidde i et cykelfelt, for at se om talentet også kunne holde vand på landevejen.

- Jeg blev nummer 5 på første etape, der var en enkeltstart, på en enkeltstartscykel jeg havde købt nærmest lige inden løbet.

Derfra gik det tråd i tråd, og da den forkortede sæson var ovre stod den unge rytter øverst på podiet, da den samlede vinder af efterårets løb skulle kåres.

Den unge cykelrytter i den gule førertrøje til Randers Bike Week. (Foto: Jonas Toftemark)

En klinge op

De danske landevejsløb, et nyligt overstået U23 EM og et par mindre løb i Italien er cirka den erfaring, som Rebecca Koerner kan vise frem. Der har hun krydset cykelklinger med et par af World Tour-rytterne, der er det højeste niveau på cykelscenen.

Men det bliver noget andet, at sidde i VM-feltet med alle de store navne.

Heldigvis har hun styr på sine styrker, der forhåbentlig også kan gøre sig gældende i Belgien, hvor VM bliver kørt i år.

- Jeg er god til at presse mig selv, og køre mig selv helt i stykker. Derfor er jeg god til enkeltstart. Og herhjemme er jeg god i bakkerne, men nu må vi se om det også gælder de korte stejle bakker i Belgien, griner hun.

Uanset hvad, har hun fremtiden på plads, og kan lige så godt vende sig til, at det hele snart bliver lidt større. For det bliver nok ikke altid hende, som de andre kigger efter, når hun skal køre med sine nye holdkammerater næste sæson.

- Glæder mig enormt meget til at skulle hjælpe nogle stærke kaptajner. Jeg drømmer selvfølgelig om at få lov til selv at gå efter sejren. Men i første omgang handler det om at lære en helt masse. Hvordan de store cykelløb foregår - eksempelvis rent taktisk, og hvad man kan og ikke kan, siger hun.

Og der er helt sikkert meget at lære. Men, hvis det går med samme fart, som hendes korte cykelkarriere har haft indtil nu, bør det ikke tage lang tid.

Hun er da heller ikke helt grøn, hvad angår pres og det at levere gode præstationer, når det virkelig gælder. Også internationalt. Det vidner resultaterne fra udspringstårnet om. Så det har hun selvfølgelig ikke lagt på hylden ved siden af badedragten.

- Jeg kan også bruge min træningsmentalitet, jeg har fået gennem udspring. Selvom jeg er lidt træt eller ikke har den store lyst, og det pisser ned udenfor, så skal jeg ud og træne, siger Rebecca Koerner.

- I virkeligheden er jeg bare vild med at bruge min krop. Og jeg kan se, at når jeg træner, så bliver jeg bedre.

FacebookTwitter