Fransk bjergkonge og danskerhold får Tour-wildcard

Det bliver til et gensyn med den store franske profil fra sidste år, Warren Barguil, i sommerens Tour de France.

Warren Barguil vandt 18. etape på Col d'Izoard i sidste års Tour de France. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Arrangørerne af Tour de France har sat navn på de fire hold, der får et wildcard til sommerens etapeløb.

Det er de franske hold Cofidis, Direct Energie, Fortuneo-Samsic samt Wanty-Groupe Gobert, der er blevet indlemmet i startfeltet. De gør de 18 hold, der har World Tour-status, selskab i feltet.

For det franske publikum betyder det et glædeligt gensyn med Warren Barguil, der er skiftet fra Team Sunweb til Fortuneo-Samsic. Barguil skabte sidste år eufori i det cykelgale land, da han vandt den prikkede bjergtrøje samt to etaper i bjergene.

På niende etape var han også indblandet i et mindeværdigt øjeblik, da han nåede at juble over sejren, men få minutter senere måtte se sig slået af colombianeren Rigoberto Uran, efter løbskommissærerne havde nærstuderet målfotoet.

Herunder kan du se de 22 hold, der kommer med til Tour de France 2018.

https://twitter.com/LeTour/status/950368362256887808?ref_src=twsrc%5Etfw

For det danske publikum kunne Fortuneo-Samsics deltagelse også have budt på en landsmand, for det franske hold har Michael Carbel på lønningslisten.

Sprinteren, der vandt bronze i linjeløb ved VM i Bergen i sommer, er skiftet fra Team Virtu Cycling, men det er ikke særlig sandsynligt, at han får en plads på det hold, der skal køre med i det store etapeløb.

Til gengæld må den iltre sprinter Bryan Coquard se med på tv, for hans hold, Vital Concept, er ikke blevet inviteret. Også Jerome Pineau går glip af løbet af samme årsag.

Årets udgave af Tour de France bliver skudt i gang den 7. juli i Vendée i det vestlige Frankrig.