Froome forsvarer ikke sin Giro-triumf: Cykelsportens stormagt lægger slagplan

Sidste års Giro d'Italia-vinder, Chris Froome, stiller ikke op i den italienske Grand Tour. I stedet satser han alt på Tour de France.

Chris Froome vandt Giro d'Italia foran hollandske Tom Dumoulin. REUTERS/Alessandro Garofalo/File Photo (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Scanpix)

Det britiske cykelhold Team Sky har lagt løbsprogram for deres ryttere, og deres firedobbelte Tour de France-vinder, Chris Froome, satser alt på Tour de France. Holdet har valgt, at både Froome og sidste års tour de france-vinder, Gerraint Thomas, skal tilrettelægge deres sæson efter at hente sejren i det største etapeløb af dem alle.

- Det har været en hård beslutning at skulle opgive forsvaret af den lyserøde førertrøje i 2019 og finde ud af hvilken Grand Tour, der skulle fokuseres på. Særligt efter sejren i Giro d'Italia sidste år, hvor jeg havde fantastiske oplevelser med holdet. Men i 2019 er mit primære mål Tour de France, siger Chris Froome i en pressemeddelelse udsendt af Team Sky.

For Froome drejer valget sig også om at opnå legendestatus i det franske løb.

- Jeg er kommet til den del af min karriere, hvor jeg er begyndt at tænke på, hvilken fortælling jeg efterlader. Hvis jeg er i stand til at vinde mit femte Tour de France og blive del af den meget udvalgte skare af ryttere med fem sejre, vil det være utroligt, forklarer Chris Froome.

Blot fire ryttere har vundet Tour de France fem gange.

Team Skys unge Colombianske klassementskomet Egan Bernal bliver i samme omgang udnævnt til kaptajn for holdet i Giro d'Italia, der starter i Bologna den 11 maj.

Facebook
Twitter