Fuglsang vil i top fem i årets Tour de France

Fuglsang vil på podiet på trods af rollen som hjælper for Nibali under årets Tour de France.

Jakob Fuglsang efter VM-linjeløbet i Italien. (© DR Sporten)

Han er degraderet fra kaptajn for Astana-holdet til løjtnant før årets Tour-strabadser på de franske landeveje.

Umiddelbart et skidt udgangspunkt for danske Jakob Fuglsang for at forbedre sidste års fornemme 7.plads i Tour de France.

- Det er stadig drømmen at vinde Touren en enkelt gang. Måske er det at skyde lidt højt, men jeg udvikler mig stadig som rytter, siger han i magasinet Idrætsliv, som udkommer på fredag.

Top tre indenfor rækkevidde

- Jeg blev nummer syv i Touren sidste år, og jeg tror i hvert fald, at top 3 er indenfor rækkevidde. Hvis sol, måne og stjerner står helt rigtigt, så kan man aldrig vide, hvad der vil ske, siger den 29-årige dansker til Idrætsliv.

Når Tour de France årgang 101 begynder i Leeds 5. juli er Fuglsang officielt hjælperytter for Vincenzo Nibali, men det afholder langt fra danskeren for at stile højt.

- Hvis alt går godt tager jeg selv en 5.plads, siger den danske stjernerytter, og tipper top 5 således

1. Chris Froome

2. Vincenzo Nibali

3. Alberto Contador

4. Alejandro Valverde

5. Jakob Fuglsang

Facebook
Twitter