Fuglsangs fantastiske forår er ikke ensbetydende med Tour-succes

Der er ikke stor tiltro blandt DR Sportens cykelkommentatorer til, at Fuglsang ender på podiet ved Tour de France.

Jakob Fuglsang med det tydelige bevis på sin sejr i Liège-Bastogne-Liège. (Foto: ERIC LALMAND © Scanpix)

Når Jakob Fuglsang om nogle år tænker tilbage på foråret 2019, bliver det helt sikkert med det største smil på læben.

Den danske cykelrytter har nemlig imponeret stort på de europæiske landeveje de første måneder i dette kalenderår. Bare i april har 34-årige Fuglsang skabt overskrifter med en tredjeplads i Amstel Gold Race og en andenplads i La Flèche Wallone.

Og søndag kom den helt store forløsning, da danskeren viste enorm styrke i klassikeren Liège-Bastogne-Liège og med største overlegenhed snuppede førstepladsen i et af verdens største cykelløb.

En Fuglsang i topform – og måske i den bedste form nogensinde, hvis man skal tro flere cykeleksperter.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, hvis danske cykelfans begynder at få store forventninger til den danske Astana-rytter frem mod Tour de France med de seneste store resultater i forårsklassikerne in mente.

Maner til besindighed

For er det i år, at Fuglsang endelig kan indfri sit store personlige mål om at ende på podiepladserne i verdens største cykelløb?

DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger maner i første omgang til besindighed. For formen i forårsklassikerne kan ikke overføres til et løb som Tour de France.

- Man kan ikke sige, at bare fordi han har kørt godt i klassikerne, betyder det, at han er i topform i juli og en af favoritterne til sejren. Det er forskellige løb, og nu skal han rent cykelmæssigt holde en pause og igen stille og roligt bygge på op til Touren.

- Men nu er han bevidst om, at han kan ramme det her høje niveau og udkonkurrere de allerbedste. Og vinde de største cykelløb. Det er en vigtig læring fra de gode præstationer i klassikerne. Den form skal han finde igen om nogle måneder og forsøge at lægge den rigtige taktik i Frankrig, siger Henrik Liniger.

De seneste resultater har dog overbevist Liniger om, at de danske cykelfans kan forvente at se Jakob Fuglsang køre sin bedste Tour de France i karrieren til sommer.

Men hvad kan det række til?

- Han er helt klart er en af favoritterne til at ende på podiet nu. Han har aldrig været bedre formmæssigt, og hans hold støtter ham på alle måder. Men om han lykkes med det? Jeg har desværre set for mange skuffelser fra Fuglsang i Touren til, at jeg tør tro på det. Men han har vist, at han har potentialet, siger han.

Drop podiet og sats på etaperne

Henrik Linigers kollega på DR Sporten, cykeleksperten Dan Frost, er heller ikke optimistisk i forhold til podiepladsen, på trods af det fremragende forår fra danskerens side.

Står det til Dan Frost, så burde Fuglsang revurdere sine målsætninger.

Cykeleksperten ser nemlig større perspektiver i at droppe kampen om podiepladserne og i stedet gå efter flere etapesejre og den prikkede bjergtrøje.

- Jeg kan godt forstå, at danskerne pludseligt får store forventninger til ham efter de seneste resultater. Men hans potentiale er at ende mellem nummer fem og otte i Touren. Konkurrenterne er simpelthen for stærke for Fuglsang i et løb som Tour de France, især når feltet rammer bjergene. Han har haft problemer med at følge med de allerstærkeste.

- Jeg ville råde ham til at skippe podie-drømmen og gå efter etaperne og bjergtrøjen. Mange danskere ser ham hellere kæmpe på hvert eneste bjerg med de allerbedste.

- Men realistisk set skal han gå efter etapesejrene og bjergtrøjen. Og folk vil huske ham mere for det, end hvis han ender som nummer otte. Julian Alaphilippe gjorde det samme sidste år - det kan Jakob Fuglsang også gøre i år, siger Dan Frost.

Tour de France starter i Belgien i år. Løbet indledes 6. juli med en 192 kilometer halvkuperet etape, der køres fra Bruxelles til Bruxelles.

Facebook
Twitter