'Han var en kammerat på tværs af landegrænser, en fantastisk far og exceptionel kollega'

Den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen afgik lørdag ved døden efter et trafikulykke i Belgien.

- Chris var en mand, der var der for sin familie, for sin sport og sine venner, og aldrig mistede evnen til at være der for nogen af delene. (Foto: Joel Saget © Ritzau Scanpix)

Man træder ikke mange over tæerne ved at sige, at Chris Anker Sørensen var en mand, som havde en helt speciel plads i hjerterne hos mange danskere.

Et hårdtarbejdende, humoristisk væsen i en verden, hvor der sjældent er meget at grine af, når smagen af metal rammer munden, og mælkesyren hober sig op. Altid i holdets tjeneste, en maskine med sjæl.

Det er nærliggende at måle en cykelrytters aftryk i karrieren gennem resultatlister og podieplaceringer, men det er altid værd at lytte til, hvad feltet af kollegaer siger, når den sidste kilometer er kørt.

Og hvis der var noget, som Chris Anker Sørensen var, så var det en "kammerat på tværs af landegrænser", lyder det fra DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard, der i mange år har været nær ven med Chris Anker Sørensen, og samtidig har kommenteret blandt andet Tour de France ved siden af den blot 37-årige familiefar, som lørdag mistede livet på landevejen i Belgien.

Herunder kan du se Chris Anker Sørensen blive hyldet efter sit sidste løb.

Da han kørte sit sidste løb på dansk jord i 2018, blev han hyldet fra Faxe til Frederiksberg af danskere langs ruten, mens kollegaerne takkede ham for den tid, de sammen havde delt på asfalten.

Den slags har en værdi, som er svær at gøre op i podieplaceringer, og netop derfor var Chris Anker Sørensen et menneske, som vil blive savnet, lyder det fra Brian Nygaard.

- Chris var en mand, der var der for sin familie, for sin sport og sine venner, og aldrig mistede evnen til at være der for nogen af delene. Det er der meget få mennesker, der kan. Det kræver en masse energi og tilstedeværelse at være familiefar til to børn, og så samtidig en god kollega og holdkammerat. Han svigtede aldrig.

- Hans humør var umuligt at ødelægge, selv på de tidspunkter, hvor alle andre omkring ham var mest presset. Både i cykelløb, men også som kommentator.

- Noget af det, jeg husker ham bedst for, var, at han altid havde tid til at tale længe med sine døtre. Han var altid til stede på en måde, som gjorde mig meget ærefrygtig i forhold til selv at få børn, for jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville kunne leve op til det niveau, han var far på. Det var inspirerende, og det betyder også, at det tomrum, som han efterlader, er utrolig svært at acceptere, siger Brian Nygaard.

Gjorde aldrig sine problemer til byrde for andre

Chris Anker Sørensen efterlader sig sin kone og to døtre, men han efterlader også et hav af kollegaer hos TV 2, hvor han i 2017 blev ansat som ekspertkommentator.

Et naturligt karriereskifte for et menneske, der ikke ændrede en centimeter ved sig selv, bare fordi han nu skulle skulle træde ud af klikpedalen og i stedet trække i skjorten for at passe sit job.

- Hans bidrag som kommentator står lige så stærkt karrieremæssigt som hans flotte og lange karriere på cyklen.

- Han spillede ikke rollespil i nogle af de sammenhænge, han indgik i, og jeg tror, at det gjorde det så nemt for ham at blive kommentator. Chris var den person, som man så og hørte på skærmen.

Chris Anker Sørensen sluttede som nummer 14 i Tour de France i 2012. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Ritzau Scanpix)

- Det at være tilstedeværende i vores eget liv er noget, som vi alle skal arbejde på, men det faldt ham naturligt, og det var meget inspirerende. Han bragte glæde ind i alle sammenhænge, han var i, og jeg er ikke sikker på, at det var nemt som hverken atlet eller far. Men han gjorde aldrig sine egne problemer til en byrde for andre, siger Brian Nygaard.

Valgte aldrig den nemme løsning

Tidligt i karrieren blev Chris Anker Sørensen tildelt kælenavnet 'Oksen fra Hammel', som der i dansk cykling har været tradition for, når nationens bedste cykelryttere imponerer på sydeuropæiske bjergsider.

I et land uden høje bjerge er det svært at køre sig til en lang karriere som bjergrytter, men Chris Anker Sørensens evne til at træde til, ikke give op, rykkede ham til steder i karrieren, som mange med større talent ikke kommer til at se, siger Brian Nygaard.

- Han var et forbillede på den måde, at selv om han måske ikke var noget supertalent, så fik han alligevel meget flotte resultater. Mange ryttere har evnerne fra naturens hånd, og behøver måske ikke arbejde lige så hårdt, men Chris arbejdede ekstremt hårdt for de ting, han opnåede.

Chris Anker Sørensen på podiet under Tour de France i 2012, hvor han blev kåret til løbets mest angrebsivrige rytter. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix Denmark)

- Jeg oplevede det første år, hvor vi kommenterede Tour de France sammen, at han næsten tilbagelagde et helt Tour de France ved at stå tidligt op om morgenen for at køre en stor del af etapen selv, så han vidste alt om ruten.

- Han var så dedikeret og seriøs og valgte aldrig den nemme løsning. Han var så pligtopfyldende. Jeg kommer virkelig til at savne hans humør og evne til at vise os andre den værdi, der er i at bruge ekstra energi på at være der for andre mennesker, siger Brian Nygaard.

Facebook
Twitter