Hele Danmarks Chris Anker Sørensen er død: 'Der er ingen trøst, kun kærlighed'

Chris Anker Sørensen døde efter en trafikulykke i Belgien. Han blev 37 år gammel.

Chris Anker Sørensen efterlader sig sin kone og to døtre. (Foto: BIDSTRUP STINE © Scanpix)

Den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen døde lørdag efter en trafikulykke.

Han blev 37 år.

Chris Anker Sørensen blev påkørt under en cykeltur i Belgien, hvor han opholdt sig for at dække VM i landevejscykling. Han døde senere af sine kvæstelser.

Hans aktive karriere som cykelrytter strakte sig fra 2005 til 2018, hvor han i størstedelen af perioden cyklede for Bjarne Riis' hold. Gennem karrieren nåede Chris Anker Sørensen at deltage i Tour de France fem gange, Vuelta a Espana fire gange og Giro d'Italia tre gange.

I sidstnævnte løb vandt Chris Anker Sørensen en af karrierens fem sejre, da han triumferede på femte etape. Mens han aldrig blev den mest vindende rytter, var han blandt de mest elskede.

- Jeg kan slet ikke overskue denne aften. Forstår ikke hvordan noget så forfærdeligt kan ske.

- Min ven og kollega og et af de bedste mennesker, jeg kendte, er ikke mere. Vi tilbragte 7 skønne timer sammen i aftes. Og nu ses vi aldrig igen. Jeg er i chok. Alle tanker til familien, skriver Dennis Ritter, cykelkommentator og kollega med Chris Anker Sørensen på TV 2, på Twitter.

Her ses Chris Anker Sørensen fra da han var cykelrytter på Riwal CeramicSpeed Cycling Team. (Foto: Anthon Unger © Scanpix)

Kun kærlighed

Også Brian Nygaard, der i flere år var kollega med Chris Anker Sørensen i kommentatorboksen på TV 2, har udtrykt sin sorg på Twitter.

- Søde, betænksomme, dygtige ven. Det er ubærligt at tænke på, at vi aldrig skal ses igen. Du var der altid for alle andre, selv når du gjorde de største ting for dig selv i dit liv og i din karriere. Hvil i fred, Chris Anker Sørensen. Der er ingen trøst, kun kærlighed, skriver Brian Nygaard.

Efter karrieren som cykelrytter blev Chris Anker Sørensen ekspertkommentator hos TV 2, hvor han siden 2017 dækkede cykelsport for kanalen.

I rollen som kommentator formåede Chris Anker Sørensen at kombinere sin store erfaring fra cykelsporten med stor fortællelyst og -talent.

Chris Anker Sørensen har de seneste år været cykelkommentator for TV 2. Her ses han sammen med Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen under Tour de France 2017. (Foto: Bonnerup Claus © Scanpix)

Intelligent og inkluderende

Chris Anker Sørensens tidligere holdkammerat Kurt-Asle Arvesen siger til norsk TV 2, at han er 'meget trist'.

- Han var en utrolig god holdkammerat og en helt vidunderlig fyr.

- Han var intelligent og inkluderende, og så havde han selvironi. Han blev meget populær i Danmark, og efter karrieren fik han lov til at arbejde videre med det, han bedst kunne lide, cykling. Det var han helt formidabel i at formidle, da han kommenterede, siger Kurt Asle Arvesen til norsk TV 2.

Også Jørgen Leth begræder Chris Anker Sørensens død.

- Det er frygteligt, at han skulle blive revet væk.

- Jeg var kommentator sammen med ham i nogle år. Jeg kunne godt lide hans humor. Hans menneskelighed. Hans venlighed. Og hans viden. Han var en god fortæller, siger Jørgen Leth til Ekstrabladet.

Chris Anker Sørensen efterlader sig sin kone og to døtre.

Chris Anker Sorensen vandt fem professionelle sejre i sin karriere. Her vandt han en af de flottere på sjette etape af Dauphine Libere i 2008. (Foto: Laurent Cipriani © Scanpix)

Blå bog

  • Alder: 37 år (død 18. september 2021).

  • Fødested: Hammel, Danmark.

  • Nationalitet: Dansker.

  • Civilstand: Var gift og efterlader sig to døtre.

  • Cykelkarriere som professionel:

  • 2007-2015: Tinkoff-Saxo.

  • 2016: Fortuneo-Vital Concept.

  • 2017-2018: Riwal.

  • Største resultater:

  • Dansk mester i linjeløb (2015).

  • Etapesejr i Giro d'Italia (2010).

  • Etapesejr i Dauphiné Libéré (2008).

  • Samlet 14.-plads i Tour de France (2012).

  • TV-karriere: Cykelekspert på TV 2 2017-2021.

  • Kilder: Procyclingstats.com, billedbladet.dk, tv2.dk og Ritzau.

FacebookTwitter