Heras' B-prøve også positiv

Den spanske cykelrytter Roberto Heras står foran en toårig udelukkelse fra al cykelsport på grund af brug af doping. Også Liberty Seguros-rytterens B-prøve viste spor af det forbudte stof epo.

Roberto Heras - kan se frem til to års karantæne. (Foto: Luis Tejido © Scanpix)

Den spanske cykelrytter Roberto Heras står foran en toårig udelukkelse fra al cykelsport på grund af brug af doping.

Fredag stod det klart, at også Liberty Seguros-rytterens B-prøve viste spor af det forbudte stof epo. Det meddelte dopinglaboratoriet i Madrid fredag, og det blev senere bekræftet af Roberto Heras' advokat, Jose Maria Buxeda.

- Overraskende var testen positiv, sagde han til journalister uden for laboratoriet.

Den 31-årige spanier blev testet positiv for doping under dette års Vuelta a Espana, og siden offentliggørelsen af den positive test i starten af november har han været suspenderet af Liberty-Seguros.

Heras, der har en fortid som hjælperytter for Lance Armstrong, har hele tiden fastholdt sin uskyld og bedyrer, at der må være tale om en laboratoriefejl.

Heras: - Metoden er forkert

- For to dage siden sagde de, at resultatet af testen var uklar, og nu siger de, at resultatet er positivt. Efter alt hvad der er sket, er jeg overbevist om, at metoden er forkert. Den er hverken præcis eller pålidelig, og der er tidligere eksempler på fejl, sagde Roberto Heras på et pressemøde fredag, hvor han fastholdt sin uskyld.

- Jeg vil gerne gentage, at jeg aldrig har taget et dopingsubstans. Hverken i Vueltaen eller i noget andet løb. Efter fire sejre i Vueltaen kan jeg ikke tillade, at alle mine ofre bliver undermineret af en fejl. Hvorfor skulle jeg sætte min fjerde sejr på spil med en illegal substans, når jeg allerede har vundet flere gange. Vi vil gøre alt for at bevise min uskyld, sagde han.

Alternativet er et sandsynligt karrierestop for den 31-årige rytter, fordi dopingdommen også spærrer spanieren fra at skrive kontrakt med et Pro Tour-hold i fire år.

Det kedelige udfald på B-prøven betyder også, at Roberto Heras fratages førstepladsen i dette års Vuelta a Espana, og sejren tilfalder nu Michael Rasmussens holdkammerat Denis Mentjov fra Rabobank.

Facebook
Twitter