Hollænder vinder Giro Rosa for anden gang i træk

Annemiek van Vleuten viste sig som løbets stærkeste, mens danske Cecilie Uttrup Ludwig blev nummer 14.

Annemiek van Vleuten jubler over at genvinde sejren i Giro Rosa. (Foto: Pro Shots Photo Agency © Pro Shots)

Hollandske Annemiek van Vleuten kunne søndag iklæde sig den lyserøde førertrøje efter sidste etape af Giro Rosa som symbol på, at hun har forsvaret sin titel som vinder af det italienske etapeløb, der er kendt som kvindernes Giro d’Italia.

På sidste etape gjorde hun sig dog ikke gældende. Det gjorde en anden hollænder i stedet, da Marianne Vos vandt den afsluttende spurt foran Lucinda Brand og Lotte Kopecky, som tog sig af anden og tredjepladsen.

Annemiek van Vleuten sad med feltet hjem og forsvarede sin førertrøje, som hun også vandt i 2018.

Bedste dansker i klassementet blev Cecilie Uttrup Ludwig som endte på en 14. plads – over 11 minutter fra vinderen.

Facebook
Twitter