Holm: Jeg tog epo to gange i 1996

Den tidligere cykelrytter Brian Holm indrømmer nu, at han to gange i 1996 tog epo som Team Telekom-rytter. T-Mobile vil beholde ham som sportsdirektør.

Brian Holm indrømmer nu, at han to gange i 1996 tog epo som Team Telekom-rytter. (Foto: DR Sporten © DR Sporten)

Som følge af torsdagens indrømmelser fra de gamle holdkammerater Erik Zabel og Rolf Aldag står Brian Holm nu frem og konkretiserer de indrømmelser, han gav i bogen Smerten-Glæden fra 2002, hvor han indrømmede, at han havde brugt ulovlige stoffer.

Overfor Politiken.dk indrømmer Holm, at han to gange i 1996 tog epo.

- Det var ikke nogen succeshistorie. I mine 13 år som professionel vandt jeg 13 sejre, men blot én, mens jeg kørte for Telekom, og det var i Sydafrika. Jeg har faktisk aldrig lavet så dårlige resultater, som jeg gjorde i mine fem år hos Telekom, siger Holm til avisens hjemmeside. Danskeren undskylder sig ikke. Han siger, det var hans eget valg.

Holdets manager Bob Stapleton blev på torsdagens pressemøde i Bonn spurgt til Holms fremtid på holdet.

- Brian har allerede erkendt, at han havde taget doping. Brian er meget værdsat, og jeg har stor tillid til holdets ledelse, sagde Stapleton, der forventer at både Holm og Aldag fortsætter som sportsdirektører på T-Mobile.