Hvabehar? Turbodanskere utilfredse trods to verdensrekorder på én dag

Banelandsholdet skulle have kørt endnu hurtigere i det løb, hvor de satte onsdagens anden verdensrekord.

Publikum fik noget for pengene onsdag aften i Velodrom i Berlin, hvor VM i banecykling afholdes. Særligt tilskuerne fra Danmark.

De danske baneryttere leverede den anden verdensrekord inden for få timer i 4.000 meter holdforfølgelse med tiden 3 minutter og 46,203 sekunder, da de slog Italien og blev klar til finalen.

Alligevel mener landstræner Casper Jørgensen, at det kunne være gået endnu hurtigere.

- Umiddelbart synes jeg ikke, vi kørte så flot nu. Det er fordi, der var et andet hold på banen, at vi kørte stærkere den her gang. Vi ramte ikke et særligt godt løb. Jeg tror godt, vi kunne have kørt et halvt sekund hurtigere, siger han.

Der skulle ikke være gået meget galt mod en flok knivskarpe italienere, der selv kørte hurtigere end den rekord, de danske baneryttere havde sat tidligere på dagen.

- Vi gik ud og var fuldstændig ligeglade med Italien. Vi vidste, at vi skulle ramme vores løb i røven, hvis vi skulle slå dem. Vi vidste godt, de ville komme med noget ekstraordinært. De skiftede ud i truppen, så vi vidste, at vi skulle ramme dem, siger landsholdets Julius Johansen.

Alt andet end en ny dansk verdensrekord havde sendt den danske kvartet ud af kampen om guldmedaljer.

- Vi troede på, at vi kunne køre ned omkring verdensrekorden. Vi vidste ikke, hvad de andre kunne.

- Men det er helt fantastisk, at vi ramte vores løb forholdsvis godt. Der er stadig ting, vi kan forbedre til finalen og til OL, påpeger Julius Johansen.

  • Der var stor glæde, da Danmark satte deres første verdensrekord tidligere på dagen onsdag. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
  • Rigtig stor glæde endda. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Scanpix)
1 / 2

Særligt mod slutningen af heatet blev danskerne presset, da italienerne kom tættere på. Det kunne Frederik Rodenberg Madsen fornemme inde på banen.

- Da jeg slog op, kunne jeg se, at italienerne kom tættere på ovre på den anden side af banen. Det var heldigt, at vi var gode nok til at køre den hjem, siger Rodenberg.

Han peger på, at han selv skulle have kørt det danske hold hele vejen over målstregen.

- Jeg slog væk, da jeg bare skulle have kørt den i mål. Der er det godt, at vi har Lasse (Norman Hansen, red.), der bare er sikkerheden selv og er så stærk, at han kan køre den hjem alligevel, siger Rodenberg.

Efter løbet stod dopingkontrollanter klar til at akkompagnere de danske rekordryttere ud af arenaen for anden gang på samme dag.

En verdensrekord betyder nemlig, at man skal dopingtestes.

- Det er samme procedure, som det altid er, siger Julius Johansen.

- Vi tager det gerne med for at slå en verdensrekord. Så må vi se, om vi kan slå den igen i morgen (torsdag, red.).

I finalen venter New Zealand, der i sin duel slog Frankrig. I 2019 gik VM-guldet til Australien, så det står klart, at der skal findes en ny verdensmester i torsdagens afgørende heat.

Efter planen begynder de sidste dueller i holdforfølgelsesløb klokken 19.25 torsdag aften.