I en halv meter mudder mødte Mikkel verdensstjernerne: "Hov, det er sgu da Wout van Aert"

Amatørcykelrytteren Mikkel Jørgensen fik i julen baghjul af verdensstjernerne til cykelcross i Belgien.

21-årige Mikkel Jørgensen har brugt juledagene i de belgiske skove mod nogle af cyklingens største stjerner.

Øl, pomfritter og cykelryttere i verdensklasse.

Jo, de har fat i den lange ende i det belgiske, når det kommer til måder at forsøde tilværelsen på. Således også i juledagene, hvor en tam termin i sportskalenderen passende kan fyldes ud med cykelcross fra de belgiske skove.

Egentlig bliver den knap så stuerene udgave af belgiernes nationalsport, der bedst kan betegnes som en krydsning af mountainbike og landevejscykling, kørt på europæisk grund fra midten af september til slutningen af februar. Men det er i vinterpausen mellem netop landevejssæsonerne, sporten når sit klimaks.

Her melder asfaltkonger som Jonas Vingegaards schweizerkniv af en holdkammerat, Wout van Aert, hollandske Mathieu van der Poel og cykelcrossens forsvarende verdensmester, britiske Tom Pidcock, sig nemlig på startlisten, og får de cykelglade belgiere til at trække i vintertøjet.

Cykelcross er en beskidt omgang, som blandt andet hollandske Mathieu van der Poel her mestrer til perfektion. (Foto: © DAVID PINTENS, Ritzau Scanpix)

Og mens vi herhjemme sidder og skutter os foran pejsen, slikker den sidste kande med brun sovs ren og gør boet op efter juleaftens gaveudpakning, har Mikkel Jørgensen, en 21-årig amatørrytter fra Holstebro, skrevet sig på selvsamme startliste som førnævnte verdensstjerner.

- Jeg har siddet med en puls på 200 et eller andet sjovt sted i Belgien. Jeg var også afsted i 2019, hvor jeg også blev savet midt over, så jeg har haft ørene i maskinen før. Det er gode lærepenge, konstaterer Mikkel Jørgensen.

Bare cykelryttere ligesom mig

Man kan måske undre sig over, hvordan en ung amatør som Mikkel Jørgensen overhovedet kan befinde sig i selskab med de helt tunge drenge. Svaret er, at det altid er godt at have kontakterne i orden.

- Til World Cup-løbene skal landstræneren udtage dig. Så jeg skrev egentlig bare til ham, om jeg kunne komme til Belgien. Og så udtog han mig, siger Mikkel Jørgensen.

Kontakten er kommet via den danske crossliga, hvor Mikkel normalt træder i pedalerne, ligesom sommermånederne bliver brugt på landevejen i den danske A-klasse. Derfor er det også gode lærepenge, når muligheden for at prøve sig af mod de bedste opstår.

- Man bliver ikke verdensmester af at køre på en eller anden mark ved Holstebro eller Holbæk. Niveauet i Danmark er bare lavt, så man er nødt til at komme ud og få hår på brystet og ørene i maskinen, siger Mikkel Jørgensen.

Som repræsentant for det danske landshold, fik Mikkel Jørgensen i tre dage, fra den 26. december, mudret dannebrog godt og grundigt til.

Og således gik det til, at Mikkel Jørgensen i tre dage over julen kørte med verdensstjernerne i Belgien. En oplevelse, der ikke for alvor tog pusten fra den besindige vestjyde.

- Det er da vildt at kigge op og sige 'hov, det er sgu da Wout eller Mathieu'. Men de er jo bare ryttere som mig, siger Mikkel Jørgensen.

Til gengæld kan de mildest talt entusiastiske tilskuere godt få amatørrytteren op at ringe.

- Der er flere tusinde tilskuere og fulde belgiere, der hepper på dig, som om du var forrest, selvom du kommer fra Danmark. De kommer i deres fineste kluns og skal stå i en halv meter mudder, men de er fuldstændig ligeglade. De kommer bare for at se cykelløb og have en fest, siger Mikkel Jørgensen om omgivelserne, der har fået et nøk opad.

Du får bare noget specielt

Tre løb nåede Mikkel Jørgensen mellem jul og nytår. Bedste resultat blev en placering som nummer 60. I de samme løb tog hjemmebanefavoritten Wout van Aert sejren i de to, mens Mathieu van der Poel vandt et enkelt.

Mikkel Jørgensen er dog ikke den eneste, der får baghjul af verdensstjernerne, når først de melder deres ankomst. 12 gange er Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tom Pidcock til sammen stillet til start i World Cuppen. Tre gange er de endt uden for podiet. Wout van Aert, der i alt har kørt syv løb i løbet af december, er ikke endt dårligere end nummer to.

Gemt bag mudder kan Wout van Aert smile over endnu en sejr. I de syv løb belgieren har kørt i år, har han vundet fem. I de sidste to måtte han nøjes med en andenplads. (Foto: © DAVID PINTENS, Ritzau Scanpix)

Der er altså ingen tvivl om, hvem der vinder, når først de tre cykeltenorer stiller til start. Noget Mikkel Jørgensen medgiver kan virke lidt demotiverende.

- Der er nogle ryttere, der starter crosssæsonen i september, får megameget motivation og tænker, at de måske kan følge med, når de tre dukker op. Men de bliver kørt over hver eneste gang. Det giver jo noget til sporten, for det er ryttere som dem, folk kommer for at se, siger Mikkel Jørgensen.

Fælles for dem alle tre er, at de faktisk startede karrieren i cykelcross, før de drog videre til landevejen med klassikersejre og etapesejre i Tour de France til følge. Og der er ingen tvivl om, at udfordringerne ved cykelcross kan gavne på landevejen.

- Det giver en eksplosivitet, fordi du giver den fuld gas, skal bremse ned og give den gas igen i mudrede sving. Og samtidig giver det en teknik, som du bare ikke finder på landevejen. Du får bare et eller andet specielt, siger Mikkel Jørgensen.

Mathieu van der Poel (forrest), Wout van Aert (miftfor) og Tom Pidcock (bagerst) er de absolut største stjerner i cykelcross. (Foto: © DAVID PINTENS, Ritzau Scanpix)

De tre asfaltstjerners dominans i mudret har gjort sporene rundt om i Danmark lidt mere trænge, end de har været de sidste par år.

- Der er flere og flere, der kører cykelcross, fordi Wout van Aert og de andre gør det. Det smitter, for hvis de kan køre landevej og gøre det skide godt, samtidig med at de kører cross om vinteren, så kunne det jo være, at alle andre også burde gøre det, siger Mikkel Jørgensen.

Selv håber Mikkel Jørgensen, at han i midten af januar kan køre sig til en medalje ved danmarksmesterskaberne.

Tidligere i denne artikel fremgik det, at Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tom Pidcock alle har vundet Grand Tour-sejre. Med det mentes etapesejre og ikke samlede løbssejre. Formuleringen var upræcis og er derfor rettet.