INTERVIEW Bjarne Riis: Mine ryttere får røvfuld, hvis de tænker på doping

Bjarne Riis er tilbage som holdejer. DR har mødt ham til en snak om troværdighed, om at rådgive unge, om søgen efter identitet, om den evige skyld, om at træne kvinder og om motordoping.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Trådet er velkendt, og det er det store, brede smil også. Gul cykelhjelm og en trikot i blå nuancer. På et tidspunkt glider tungen ud over læberne, og Bjarne Riis ser tilfreds ud.

- Jeg tror, vi brager igennem. Vi skal have sejre, siger han om sit nye hold, Team Véloconcept, mens han kører op ad Puig Major på Mallorca, hvorefter han betoner det ”fede i at arbejde med unge mennesker”.

- Verdensklasse, replicerer Alexander Kamp, en af Bjarne Riis’ nye unge talenter, der på cyklen ved siden af optager Bjarne Riis i aktion.

Scenen foregår på Mallorca, hvor Team Véloconcept, der består af et Continental-hold med unge, mandlige talenter samt et kvindehold, netop har afsluttet deres træningslejr. Med Bjarne Riis i spidsen som ejer (sammen med Lars Seier Christensen, red.) og som vejleder, coach og mentor.

Med andre ord, Bjarne Riis er tilbage i det element, der har kendetegnet hans karriere, efter han stoppede som aktiv. I sit rette element, ville han selv sige. Et element, han som dopingsynder i sin tid som rytter og som holdejer burde holde sig fra, ville andre mene.

For hvad siger han til stortalentet Alexander Kamp og de andre ryttere på de to hold, når snakken falder på doping? Hvordan kan han med troværdighed coache de unge ryttere? Hvorfor fortsætter han med at eksponere sig, og hvordan har han genfundet glæden ved cykelsporten?

Det er spørgsmål, Bjarne Riis forholder sig til, da DR møder ham i København et par dage efter træningslejren på Mallorca.

På et hotel i indre København tjekker han først ud og sætter sig derefter til rette ved et morgenmadsbord. Han er på vej hjem til Schweiz, men over morgenmaden giver han et indblik i sine tanker om fortid, nutid og fremtid.

Om hans råd til de unge, om sin egen troværdighed, om at fastholde sin identitet, om hvorfor han ikke bare stopper, om motordoping, om glæden ved at træne kvinder, om planerne for et World Tour-hold, om ilden, der stadig brænder, om sine politiske ambitioner.

Om dopingsynderen Riis og om mennesket Bjarne.

Om identitet: Ilden brænder stadig i mig

- Jeg er 52 år, har kørt på cykel i 30 år, haft cykelhold i 15-16 år – det meste af livet. Jeg er cykelmand. Det er min identitet. Jeg har så meget viden og så meget at kunne bidrage med. Når jeg ser et cykelløb, ser jeg ting, som de fleste folk aldrig ville kunne se. Når jeg ser en gruppe træne, ser jeg tonsvis af ting.

- Igennem min erfaring ved jeg, hvad der sker, hvis man ændrer små ting ved cyklen, så som tråd, klamper, pedaler, alle de små detaljer. På en træningstur med vores to hold brugte jeg en halv time på at observere 10-12 ryttere, én efter én, og fortælle dem, hvad de skulle justere. Jeg kan på 20 sekunder se på en rytter, hvad der skal til for, at han eller hun sidder optimalt på cyklen.

Bjarne Riis som holdejer for Team Saxo-Tinkoff i 2013. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Jeg ved, at det er der ikke mange, der kan. Det kan jeg. Det er en erfaring, jeg har fået med årene. Jeg har kørt og kørt, trænet og trænet, testet og testet både som rytter og som træner. Og det er svært at lade være med at observere, fordi det er så naturligt for mig.

- De fleste unge ryttere på vores hold er uerfarne, og det er interessant at arbejde med. Man skal lige tilbage og samle dem helt op fra bundniveauet og så bygge på. Det er motiverende at se, hvor meget de labber i sig, og det har for mig også været en måde at starte forfra på.

https://twitter.com/TeamVeloCONCEPT/status/823249042343940097

- Det her er jo på et noget lavere niveau, end jeg har været vant til i de seneste 15 år. Vi er nødt til at vende og dreje hver en krone. men det gør det jo ikke mindre spændende. Vi starter helt forfra på mange områder. Jeg har været vant til at have 70-75 mand ansat i en kæmpe organisation, hvor der er styr på alt. Vi har stadig styr på tingene, men i en helt anden skala.

- Det er også dét, der er målet med det. De unge talenter skal starte et sted, de skal bygges op. Og dér kan jeg mærke, at ilden stadig brænder inden i mig.

- Jeg er god, når jeg sidder i bilen eller på cyklen sammen med dem, kigger og analyserer, ser på deres tråd, ser på om de sidder rigtigt og hele tiden forsøge at optimere. Hvordan reagerer de, hvordan træner de, hvordan kører de undervejs, hvilket program skal de igennem den dag i forhold til, hvad de skal opnå? Og får de den rigtige restitution mellem deres intervaller.

- Det fedeste er at få lov til at give de unge mennesker nogle værktøjer. De vil gerne lytte til mig, fordi de vil optimeres, så de kan minimere de små fejl, de laver i hverdagen. Jeg har også været på deres niveau, da jeg var ung og har så lært gennem tid. Jeg har bare meget mere livserfaring i forhold til dem, og det ville da være synd, hvis jeg ikke skulle give den erfaring videre.

Om en synders troværdighed: Jeg fortæller de unge alt

- Hvis det er nødvendigt, så snakker jeg med de unge ryttere om min fortid og doping. Min fornemmelse er, at de ikke har det behov, men hvis man spørger Morten Mølholm (direktør for DIF, som har kritiseret Riis’ troværdighed som holdejer, red.), mener han sikkert, at det bør være et kæmpe tema og intet andet. Fred være med det.

- Man skal huske på, at det er mig, der står foran de unge og fortæller dem, hvad reglerne er. Fortæller dem om min erfaring fra det, jeg har været igennem, til hvor jeg står i dag. Jeg fortæller dem, at cykelsporten i dag er noget helt andet, end det var dengang.

- Og jeg siger til dem: ”I kan bare prøve på at tænke tanken og gå den vej, som vi gjorde dengang. Så får I sådan en røvfuld, at I aldrig glemmer det.” For det er ikke et tema hos os, og det er ikke den vej, vi går.

Jeg siger til dem, at hvis de er i tvivl, så skal de komme og spørge, og at de skal sørge for at have styr på deres ’whereabouts’, og hvis de er i tvivl om kosttilskud og lignende, så skal de få det i orden eller spørge.

- For én ting er helt sikkert, siger jeg til dem: ”Hvis en af jer klodser i det, så kommer det direkte tilbage i hovedet på os alle, og især mig. Og det kan I godt glemme alt om.” Mere kan jeg ikke gøre. Vi ville jo ikke have den erfaring og forståelse for emnet, som vi har i da, hvis ikke vi havde haft fortiden.

- Jeg mener, at jeg godt kan lære fra mig med troværdighed. De unge vil gerne gøre det rigtige og er alle bevidste om cykelsportens fortid. Jeg mærker, at det er ikke et tema for de unge mennesker i cykelsporten i dag.

Om de evige doping-spøgelser: Skal jeg grave mig ned?

- Min fornemmelse generelt er, at folk ikke gider at høre og snakke om det mere. Jeg var ude ved et arrangement for Danske Bank, og de sagde specifikt, at de ville ikke høre om doping. De var ikke engang interesserede i at høre om min karriere, det havde de hørt så meget om. De ville høre om, hvad jeg kan som leder og om vores planer for fremtiden.

- Det er kun når jeg snakker med pressen, jeg bliver konfronteret med det. Jeg møder ellers stort set kun positive kommentarer og stor respekt fra folk rundt omkring.

- Men det vil nok altid hænge ved. Nogle gange spørger jeg mig selv: Hvad kan jeg gøre mere? Hvad skal der til? Skal jeg betale tilbage? Skal jeg trække mig, skal jeg grave mig ned i et hul? Det er sandsynligvis også en af grundene til, at jeg bor i Schweiz og ikke i Danmark, for i Schweiz har jeg ro, dér kan jeg være mere anonym og selv bestemme, hvor meget jeg står til rådighed.

- Nej, jeg kan ikke gøre mere. Det synes jeg ikke.

- Jeg er selv blevet bedre til at leve med det. Jeg føler, at jeg er kommet videre ved at give tilbage til cykelsporten med alle mine projekter.

- Jeg graver mig ikke ned, jeg gemmer mig ikke. Det ligger ikke til mig, det har det aldrig gjort. Det er så også det, der har været hårdt, fordi jeg konfronterer mig selv med fortiden ved netop at blive i cykelsporten. Det ville være nemmest bare at trække mig, som en Miguel Indurain har gjort, blot at være anonym. Det har jeg valgt ikke at gøre. Jeg har valgt første række og at tage de tæsk, der kommer. Jeg kan ikke sige, hvad der er det rigtige, og alt efter hvem man spørger, så får man forskellige svar. Jeg forsøger at gøre det, jeg føler for.

Miguel Indurain og Bjarne Riis i Tour de France i 1996. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Selvfølgelig påvirker det mig i en eller anden grad stadigvæk, og det vil det altid gøre, men jeg er også kommet videre. Men der er nogen, der ser dette som deres kæphest. Det er en rille, de ikke kan komme ud af, og det kan jeg ikke gøre så meget ved. Alle folk har et liv, men i og med at jeg er en kendt person, har mange mennesker en mening om mit, på trods af at de ikke kender mig personligt.

Om kvindeholdet: Mere interessante end drengene

- Både Lars Seier og jeg vil gerne hjælpe cykelsporten, hjælpe de unge talenter, give dem den rigtige uddannelse og også hjælpe kvinderne til bedre forhold og blive anerkendte cykelryttere.

- Angående kvinderne har Lars og jeg allerede for nogle år siden snakket om, at det kunne være, vi skulle lave et hold. Under Post Danmark Rundt mødte jeg nogle folk, og jeg havde set Christina Siggaard (kvinde-rytter, red.) kommentere på TV2 under Touren og tænkte, wauw, hun gør det skidegodt, er charmerende og veltalende. Og så hørte jeg om deres kvindehold, og pludselig opstod muligheden for at overtage holdet.

https://twitter.com/VConceptWomen/status/825312431954092033

- Jeg skal så lige bruge lidt tid på at finde ud af, hvordan pigerne fungerer trænings- og teammæssigt og individuelt. Hvad kan de, hvor meget kan jeg presse dem osv.? Det er sgu meget sjovt, og det er lige før, at pigerne er mere interessante, end drengene er, fordi det er en ny verden, der har åbnet sig. Der er så meget potentiale, så nu handler det om at gøre det rigtige.

- Der er nok mange, der siger, at man ikke skal gøre det så hårdt over for kvinderne, men der siger jeg: Hold nu op, det er ikke en kaffeklub. De har valgt denne ekstreme sport vel vidende, at det ikke er det nemmeste i verden, og så er der altså nogle regler, der gælder, hvis man vil være med fremme, ellers skulle man have valgt noget andet.

Om forretningen og sport: World Tour-hold er klart

- Der opstod nogle muligheder hen over sommeren i forhold til det gamle Trefor-hold, som vi så overtog, og det blev til Team Véloconcept. Det passede fint i forhold til vores projekt, for selv om vi har ambitioner om et World Tour-hold, er det ikke lige på trapperne. Et World Tour-hold skal også have et talenthold, så hvorfor ikke starte dér?

- Vi kunne se, at dét, vi havde gang i, bevægede sig mere og mere i retning mod Danmark. Vi kunne se et kæmpe potentiale i Danmark, meget mere end vi lige havde regnet med. Der er 350.000 cykel-motionister der trækker i træningstøjet hver uge i Danmark. 20 procent er kvinder.

Til La Marmotte i Frankrig, et af de mest kendte motionsløb i verden, er der 7500 deltagere, og 3500 af dem er danskere – det siger alt.

- Det vigtige er, at vi bygger World Tour-holdet op omkring vores forretningsmodel. Hvis vi gør det, kan vi få fansene, cykelmotionisterne og hele cykelindustrien med. Cykling i dag er jo en kæmpe industri.

- Der er mange synergier, som kan være støtte og fundament for vores cykelhold, og hvor man kan bruge ryttere på kryds og tværs. Rytterne skal også vænne sig til, at cykelverdenen bliver anderledes. Der skal så mange penge til, at vi skal forvente mere af rytterne, end at de bare skal levere ude på landevejen.

- Dermed kan man skabe rammer ikke kun for rytterne, men for hele industrien, for fansene, for motionisterne. Cykling er blevet en livsstil. Ude ved Danske Bank sad der 100 mand, hvor den ene var mere trimmet end den anden. Imponerende, men jeg tænker lidt, nu må I stoppe. De lignede jo professionelle ryttere. Nogle af dem er så fanatiske, at det er sygeligt. Men de sidder dér. Det er dem, der er vores potentielle kunder.

- At skabe et World Tour-holdet er stadig et mål. Vi har hele projektet klart. Alt er klart. Alt fra organisation til den mindste detalje er klart. Vi kunne gå i gang når som helst, det er bare at trykke på knappen. I princippet. Alt er skrevet ned, budgetter er på plads, og der er mange medarbejdere, der sidder og venter på, at vi går i gang. Det, der mangler, er penge, altså sponsorer, der vil være med til at skabe noget nyt og ikke mindst et nyt dansk storhold.

Bjarne Riis her sammen med Lars Seier Christensen, en del af ejerkredsen bag holdet Team Veloconcept. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Vi kan jo ikke være klar til 2017. Hvis vi skal være klar til 2018, så kommer der en deadline hen over sommeren. Hvilket niveau, vi skal op på, kommer an på, hvor mange penge vi får at gøre godt med. Vi har ikke nødvendigvis ambition om at køre med om sejren i Touren fra første år, vi vil da gerne, men vi skal også være realistiske og måske starte på et mindre niveau, ligesom jeg gjorde i sin tid. Et skridt ad gangen.

Om udviklingen: Jeg har overvejet politik

- Cykelsporten udvikler sig, men er det i den rigtige retning? Der er for meget kamp eller magtkamp i stedet for at finde ud af, hvad der er rigtigt for cykelsporten

- Jeg tror, der kommer færre hold i fremtiden, men der har måske også været for mange. Der er måske også et for stort niveauforskel på holdene med Team Sky i spidsen med et budget på 35 mio. euro og så de mindste. Jeg ville godt have, at man var samlet lidt mere på midten, så de svageste kommer et niveau op.

- Hvor ligger pengene i dag? TV-rettighederne har meget magt. Hvis skyld er det? Man kan ikke fornægte ASO (arrangører af bl.a. Tour de France, red.) i at lave forretning. De gør det da vildt godt, og det kan man da ikke blive sur over. Men der er så mange, der er sure, fordi ASO ikke vil dele. Men hvis man sidder på et monopol og på magten, skal der være en god grund til at give slip?

- Hvis man ikke kommer med idéer til, hvordan ASO’s produkt bliver bedre, og kagen dermed bliver større for alle i branchen, så skal man da ikke være sur. Det nytter jo ikke noget at råbe og skrige af dem. Tinkoff opfandt ikke den dybe tallerken, for alle de ting, han kom med, var allerede noget, som vi havde diskuteret for længe siden

- Jeg har til tider overvejet at gå ind i cykelpolitik. Men hvis man skal gøre det, skal man gøre det ordentligt, og det kræver meget tid. Det vil dog kun ske, hvis jeg kunne få lov til at gøre en forskel. Men hvis man hele tiden skal løbe panden mod en mur, og intet kan lade sig gøre, så ville jeg hurtigt miste lysten. Så spilder jeg min tid. Det er da sjovt nok at lege med tanken, men jeg ved ikke, hvor realistisk det er.

Om motordoping: Nej, ikke Fabian.

- Jeg synes, det er en underlig debat. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at motordoping har været brugt på noget tidspunkt. i det professionelle felt. Jeg har aldrig set det. Vi kan kun spekulere i, om der er nogen, der har prøvet det, men det ville kræve en helt vild organisering, og der ville være mange, der skulle være involveret.

Fabian Cancellara fra Schweiz er en af de ryttere, der bliver nævnt i forbindelse med motordoping. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

- Jeg vil vove at påstå, at hvis man kom kørende på en cykel med motor på, så tror jeg sgu godt, at jeg ville kunne se på trådet, at der var noget galt. Fabian (Cancellara, som har været under mistanke, red.) har kørt på mit hold, så jeg ved, at han ikke har brugt det. Lad os få nogle facts, nogle beviser på bordet og tage det derfra. Det er ærgerligt, hvis det kun bliver gisninger, som det er nu.

Om at høre til: I Schweiz er der fred

- Jeg har ikke boet i Danmark siden 1985, det er præcist 32 år, siden jeg tog af sted.

- Det er svært at sige, om Danmark er mit hjem, når man har boet over 30 år i udlandet. Vi siger stadig hjem til Danmark, men det er jo ikke vores hjem, vi kalder også Lugano for hjem. Jeg føler mig dansk, men jeg er jo nok ikke en typisk dansker.

Bjarne Riis her ved sit hus i Vejle. Det vil familien sælge, fordi de er for lidt i Danmark. De bor til dagligt i Lugano i Schweiz. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

- Vi har ikke ambitioner om at komme til Danmark for at bo. Hvis vi skal bo permanent i Danmark, ville vi nok bo i København. Vi har stadig vores hus i Vejle, men det vil vi gerne sælge. Vi ved ikke, om vi kommer til at bo i Danmark, nu har vi også børn, der går i skole i Schweiz. Men det kan jo ændre sig i fremtiden.

- Hvad, der er vildt vigtigt, er, at folk passer sig selv i Schweiz. Det kan vi godt lide. Naboerne generer ikke nogen, man kan få lov til at være sig selv. For Anne-Dorthe (Tanderup, Bjarne Riis’ kone, red.) og jeg, ville det være noget sværere i Danmark, og det er ikke snobberi, men facts.

- Vi er meget private. Den lille mængde, jeg er i Danmark og bliver eksponeret, er rigeligt. I Schweiz kan vi være os selv og være vores lille familie. Det er vigtigt for os.

Facebook
Twitter