Det er svært at overdrive, hvor stor en præstation af en dansk atlet vi var vidne til søndag, da Michael Valgren krydsede målstregen først i det hollandske cykelløb Amstel Gold Race. Danskeren skriver sig med sejren ind i historiebøgerne over de største danske resultater.

- Jeg har fået en million lykønskninger. Man prøver at lægge telefonen fra sig, men det er også fedt at få de smigrende beskeder. Det betyder også noget. Det hele er lidt uvirkeligt, siger Michael Valgren til DR dagen derpå.

Jeg ville gerne vise folk, at jeg har niveauet til at vinde de her cykelløb.

Michael Valgren

- Jeg er vågnet med et stort smil på læben. Jeg har drømt om at tage sejren i Amstel i rigtig lang tid, for jeg blev toer forrige år og var dengang lidt træt af min situation, hvor jeg kørte lidt for meget for Enrico Gasparotto. Jeg ville gerne vise folk, at jeg har niveauet til at vinde de her cykelløb. Det er bare megafedt.

Stærkeste felt i år

Forud for den store triumf lå adskillige kilometers benhårdt cykelløb, og især i finalen var der dansk dominans. Valgrens holdkammerat på Astana, Jakob Fuglsang, angreb adskillige gange og udmattede konkurrenterne, inden Valgren selv kunne stikke afsted og snuppe sejren foran Roman Kreuziger.

Vi var så mange stærke ryttere. Normalt er det ryttere, som pisser mig midt over

Michael Valgren

- Jeg opsøgte muligheden et par gange efter godt forarbejde fra Jakob, men det var aldrig sådan, at jeg følte mig sikker på at vinde. Vi var så mange stærke ryttere. Normalt er det ryttere, som pisser mig midt over. Jeg var ikke sikker, før jeg sad med Kreuziger de sidste 500 meter. Da vidste jeg godt, at jeg kunne baske ham, siger Valgren.

Trods sejren til Michael Valgren ville Enrico Gasparotto (tv) og Roman Kreuziger (th) gerne skåle med danskeren efter løbet. (Foto: ERIC LALMAND © imago/Belga)

Amstel Gold Race er det første af tre cykelløb, som udgør de såkaldte Ardenner-klassikere. Det er endagsløb, hvor feltet har bevæget sig fra brostene i de tidlige forårsløb til mere kuperet terræn, og det er en enorm bedrift at kunne sejre i så hårdt et løb. Ikke mindst på grund af modstandernes kvalitet.

Jeg er bare helt oppe at støde over, at jeg kan køre med verdenseliten

Michael Valgren

- Det er rigtig stort, men det er svært at sammenligne løbene med hinanden, for de er så forskellige. Jeg har set et sted, at Amstel havde den stærkeste startliste af alle løb i år indtil nu. Det er kun VM, hvor der er lidt bedre ryttere med, ellers har dette været det stærkest besatte felt. Jeg tager med mig, at jeg kan slå de allerbedste. Så er det næsten lige meget, om det hedder Amstel Gold Race eller noget andet, hvis det er de bedste ryttere, der er der. Jeg er bare helt oppe at støde over, at jeg kan køre med verdenseliten, siger han.

Hilsen fra statsministeren

Den flotte triumf er også blevet bemærket hjemme i Danmark, hvor der blandt andet er komme gratulationer fra højeste sted. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var nemlig ikke sen til at ytre sin begejstring for Valgrens sejr.

- Jeg tror ikke, det er hver dag, han skriver tillykke til en flok dumme, danske cykelryttere. Det er sgu meget fedt, han lægger mærke til det, siger Valgren.

Blod på tanden

Førstepladsen i Amstel Gold Race kommer bare få uger efter, at Michael Valgren imponerede, da han sluttede som nummer fire i Flandern Rundt, mens han i februar vandt løbet Omloop Het Nieuwsblad. Den styrke og holdbarhed i forårsløbene viser, at den danske rytter er én, man skal holde øje med fremover. Men han glemmer ikke sin pligt som rytter på Astana-holdet.

Sådan så det ud, da Michael Valgren 24. februar kørte alene i mål og vandt Omloop Het Nieuwsblad. (Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS © Copyright 2018 The Associated Press. All rights reserved.)

- Jeg tror, det sætter en streg under, at jeg er ved at etablere mig som en toprytter i disse løb. Det vil jeg også gerne. Det er også fedt, jeg har et hold, hvor jeg får chancen til det. Det giver mig noget motivation til at træne hårdt, at jeg får chancen i løbene her. Nu er min rolle som kaptajn ovre, og jeg går ind i en rolle, som jeg også godt kan lide. Jeg har bygget min karriere op på at være hjælper for en kaptajn i grand tour-løbene. Først med Contador og nu med Jakob. Det kerer jeg mig om, og holdet sætter pris på det, siger han.

Nu vil jeg gerne prøve at vinde Flandern Rundt. Det var egentlig allerede på ønskelisten i år

Michael Valgren

Det er kun naturligt at spejde fremad efter Amstel-sejren og fæstne blikket mod nye mål. For Valgren er det oplagt at jagte mere succes i forårsklassikerne, og særligt ét løb står højt på ønskeliste i 2019.

- Nu vil jeg gerne prøve at vinde Flandern Rundt. Det var egentlig allerede på ønskelisten i år, og så var det jo fedt at blive nummer fire. Det er et løb, jeg ved, at jeg kan gøre det godt i. Jeg lærer stadig hvert år i brostensløbene, for det er stadig relativt nyt for mig. Kan jeg fortsætte udviklingen, så tror jeg på det, og som jeg sagde inden Amstel, så er det uambitiøst ikke at gå for at vinde.

Michael Valgren, Astana og resten af cykelfeltet fortsætter sæsonen med de to næste Ardenner-klassikere: Fleche-Wallone onsdag og Liege-Bastogne-Liege søndag.