Italiensk hjemmebanehelt vinder VM i enkeltstart

Filippo Ganna er verdensmester i enkeltstart efter en magtdemonstration fredag i italienske Imola.

Italieneren Filippo Ganna kan nu kalde sig verdensmester i enkeltstart. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Det blev til en stor hjemmebanetriumf, da der fredag blev kørt VM i enkeltstart i italienske Imola.

Filippo Ganna satte flere af verdens bedste temporyttere til vægs og vandt overlegent med en tid, der var cirka 25 sekunder hurtigere end nummer to, Wout van Aert. Schweiziske Stefan Küng tog bronzemedaljen.

Kasper Asgreen leverede et flot resultat og sluttede som nummer seks. Og det endda til trods for, at han så sent som i søndags kørte over målstregen i Paris efter et tre uger langt Tour de France.

- Det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Jeg kører, hvad jeg kan i dag. Jeg sidder efterfølgende med en fornemmelse af, at havde ruten været ti kilometer længere, var det gået endnu bedre.

- Mine grand tour-ben - som nogen kalder dem - rammer mig lidt i dag. Jeg havde ikke friskheden til at brage den af fra start af, men det havde været en fordel for mig, hvis den havde været længere. Så havde jeg kunnet fortsætte i mit tempo, siger Kasper Asgreen til DR Sporten.

Mikkel Bjerg var den første af de to deltagende danskere, der rullede ud på den italienske asfalt.

Den ambitiøse UAE-dansker skulle i år for første gang bide skeer med verdenseliten, og det slap han hæderligt fra. Bjerg, der har ryddet bordet på U23-niveau og vundet VM de seneste tre år, kørte over stregen som nummer tre, hvilket dog var før de helt store favoritter var kommet i mål.

Bjerg endte som nummer 17.

Velkørende dansk mester

Lidt før, Mikkel Bjerg blev færdig, rullede Kasper Asgreen afsted. Den danske enkeltstartsmester havde god fart i cyklen og kom i mål som nummer to.

Asgreen var på målstregen ti sekunder langsommere end Geraint Thomas. Den tidligere Tour de France-vinder havde kort forinden sat et pejlemærke for rytterne med vinderambitioner, da han kørte over stregen med en tid, der var næsten et minut hurtigere end den hidtil bedste.

Denmark's Kasper Asgreen competes in the Men's Elite Individual Time Trial at the UCI 2020 Road World Championships in Imola, Emilia-Romagna, Italy, on September 25, 2020. (Photo by Marco BERTORELLO / AFP) (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Briten åbnede for alvor favoritkampen. Thomas' plads i den varme stol blev først overtaget af den belgiske altmuligmand Wout van Aert, der en lille uge efter Tour de France stadig var flyvende.

Men hjemmebanehåbet Filippo Ganna var altså opsat på at levere end stor triumf i byen, der normalt er kendt for at huse motorsportens kongeklasse. Italieneren bragede afsted med en fart, der nærmest fik tankerne hen på de biler, der normalt huserer på banen i Imola.

Ganna smadrede Wout van Aerts tid. Den forsvarende verdensmester Rohan Dennis var nu den eneste, der kunne vippe italieneren af pinden. Det var australieren ikke i nærheden af.

Facebook
Twitter