Samtidig med at en af Danmarks største cykelstjerner, Jakob Fuglsang, i 2019 fejrede sine største triumfer i karrieren, var han under hemmelig efterforskning af cykelsportens uafhængige anti-dopingenhed, Cycling Anti-Doping Foundation (CADF).
Anti-dopingenheden har undersøgt Jakob Fuglsang for at samarbejde med lægen Michele Ferrari, som er berygtet for sin rolle i en lang række dopingsager, og som er udelukket fra cykelsporten på livstid.
Efterforskningen afsløres i en hemmeligholdt rapport, som DR, Politiken og den norske avis VG er kommet i besiddelse af.
I rapporten står der blandt andet om Fuglsang, som i 2019 vandt løbene Liège-Bastogne-Liège, Critérium du Dauphiné og en etapesejr i Vuelta a España:
"Efterretninger indikerer, at Astana Pro Team cykelrytteren Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram (...)"
Forbindelse kan medføre to års udelukkelse
Siden 2015 har det ifølge det internationale dopingagentur, Wada, været forbudt for cykelryttere at omgås personer, der er udelukket fra cykelsporten.
Derfor er det en overtrædelse af reglerne, hvis en rytter samarbejder med Michele Ferrari, vurderer Jens Evald, der er professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og dommer ved den internationale sportsdomstol, CAS.
- Hvis man oplever, at den pågældende fortsætter med at samarbejde med træneren eller lægen, uanset om der er tale om doping eller ej, så risikerer idrætsudøveren at få en straf på op til to års udelukkelse, siger juraprofessoren.
DR har gennem en uge forsøgt at få en kommentar fra Jakob Fuglsang og Astana Pro Team, men hverken rytteren selv eller holdets pressechef har ønsket at kommentere oplysningerne i rapporten.
En fantastisk sæson
I 2019 har cykelverdenens øjne hvilet på den 34-årige Jakob Fuglsang, der til daglig bor i Monaco.
Han lagde ud med at vinde Vuelta a Andalucia for derefter at lande en lang række gange på podiet i løbet af 2019. Årets største sportslige bedrift kom i april, da Jakob Fuglsang skrev sig ind i cykelhistorien og vandt den belgiske klassiker Liège-Bastogne-Liège.
Også en førsteplads i løbet Critérium du Dauphiné og en etapesejr i Vuelta a Espana kunne Fuglsang skrive på cv’et i 2019.
Jakob Fuglsang selv tilskriver årets succes en bedre timing af formen og en ændret kost, fortalte han til DR i december 2019:
- Først og fremmest har jeg fundet ud af, hvordan jeg skal spise for at have kræfter til at træne hårdere. Og til at have kræfter til også at køre med i finalen. Og det tror jeg har været en af de meget afgørende ting for, at jeg har haft den sæson, jeg har haft, lød det fra cykelrytteren.
Ekspert 'løfter øjenbrynet' over præstationer
Lars Nybo, der er professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, har fulgt Jakob Fuglsang og resten af Astana holdets præstationer i 2019.
Præstationer, som i følge Lars Nybo har været "exceptionelle".
- Når præstationer stikker ud, som de gør her, både for holdet og for enkeltpersoner, så er der grund til at være skeptisk. Så er der i hvert fald grund til at sige, at så løfter vi øjenbrynet og kigger nærmere på det for at forstå det, siger Lars Nybo.
Idrætsforskeren fortæller, at han har endnu ikke hørt forklaringer om træning eller kost fra Jakob Fuglsang eller Astana, der kan forklare de forbedrede resultater.
- De skal have fået markant bedre vejledning, end de har fået de foregående år, hvilket kan være svært at tro, da man tænker, at de har været godt vejledt tidligere. Så jeg har ikke hørt nogen forklaringer i den retning, der kan forklare en exceptionel sæson, siger Lars Nybo.
Lars Nybo understreger dog, at sportspræstationer kan overraske.
- Der er nogle gange nogle hold, der overpræsterer, og der skal man ikke afskrive sig muligheden for, at det kan ske, siger han.
Efterforsket sidste sommer
Mens cykelfans og sportspresse har holdt et vågent øje med Fuglsang for at følge hans præstationer, så har også den internationale dopingenhed haft kig på danskeren, kan DR nu afsløre.
Cycling Anti-Doping Foundation (CADF) har bedt et privat firma, hvis identitet DR kender, om at "identificere mulige og kendte forbindelser" mellem den livstidsudelukkede Michele Ferrari og Jakob Fuglsang. Det fremgår af den rapport fra firmaet, som DR, Politiken og norske VG er kommet i besiddelse af.
- Efterretninger indikerer, at Astana Pro Team cykelrytteren Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram, og at holdkammeraten Aleksej Lutsenko var til stede under mindst et møde mellem de to i Nice/Monaco, står der blandt andet i den hemmeligholdte rapport.
Rapporten er fra sommeren 2019. Det private firma, der står bag rapporten, har modtaget efterretninger fra CADF om, at Michele Ferrari skal have mødtes med Jakob Fuglsang og den kasakhiske stjerne og holdkammerat til Fuglsang, Aleksej Lutsenko.
Derudover peger efterretningerne på, at Michele Ferrari har været tilstede sammen med Astana-holdet ved løbet Volta a Catalunya, hvor Jakob Fuglsang ikke deltog.
- Specifikt indikerer efterretninger fra CADF, at Michele Ferrari var til stede ved Vuelta a Catalunya med Astana Pro Team i marts 2019, har en base i Lugano, Schweiz, og for nylig har mødtes med Fuglsang og Lutsenko i Nice og/eller Monaco, skriver forfatterne bag rapporten.
Rapport: Ingen forbindelse på sociale medier
Rapportens konklusion er, at det ikke har været muligt at knytte en forbindelse mellem Michele Ferrari eller hans søn Stefan Ferrari til Jakob Fuglsang eller andre Astana-ryttere gennem offentligt tilgængelige oplysninger på de sociale medier.
- Hverken Michele eller Stefano Ferrari kunne endegyldigt forbindes med Astana Pro Team-ryttere eller deres tilknyttede lokationer. Både Michele og Stefano Ferrari forekommer at holde en bevidst lav profil og minimal online tilstedeværelse, står der i rapporten.
Men rapportens forfattere foreslår samtidig yderligere efterforskning.
- (…) XX kunne foretage fysisk overvågning af de mistænkte ryttere for at skaffe yderligere information (...).
Det fremgår ikke af rapporten, om CAFD har foretaget yderligere efterforskningsskridt.
Juraprofessor: Helt enkel overtrædelse
Cykelsporten er underlagt reglerne i World Anti-Doping Code (Wada), som fastlægger, hvad ryttere og andre udøvere i sporten må og ikke må – og hvad sanktionerne er.
Og der er ingen tvivl om, at det ville være en "alvorlig sag" at træne med den livstidsudelukkede Michele Ferrari, siger professor Jens Evald.
- Man må ikke have lov til at træne med en træner, der er udelukket for overtrædelse af Wada's kodeks. Det er det enkle, siger juraprofessoren.
Ifølge reglerne i World Anti-Doping Code vil en rytter, der omgås med en person, der er udelukket fra sport, i første omgang blive bedt om at forklare sig. Hvis der ikke findes en fornuftig forklaring på kontakten med den udelukkede, så kan rytteren blive idømt udelukkelse fra sporten i mindst et og højst to år.
Lægen med det lange dopingspor
Manden, som Jakob Fuglsang er blevet efterforsket for at have haft kontakt til, er den italienske læge og cykeltræner Michele Ferrari.
Den italienske læge har haft en perlerække af verdens største cykelryttere som sine klienter, men den mest berømte er Lance Armstrong.
Armstrong vandt Tour de France syv gange i årene 1999 til 2005, men blev i 2012 frataget samtlige sine titler fra 1998 og frem. Samtidig blev Michele Ferrari udelukket fra sporten på livstid af det amerikanske anti-dopingagentur, USADA.
David Walsh har som journalist på The Sunday Times fulgt Lance Armstrong og Michele Ferrari tæt i to årtier og afslørede som den første forbindelsen mellem de to i 2001. Han er forfatter til flere bøger om Lance Armstrong og doping.
- Han (Michele Ferrari, red.) blev opfattet som en messias indenfor doping og forberedelse, en guru, manden, du gik til, hvis du ville vinde Tour De France. Og det var derfor, Lance Armstrong gik til ham, siger David Walsh til DR.
Michele Ferrari har gennem årene givet ganske få interviews, men i 2012 afviste han over for tv-stationen al-Jazeera, at han nogensinde havde været involveret i doping.
- Siden jeg startede med cykelryttere for 30 år siden, har jeg haft konsultationer med hundredvis af professionelle cykelryttere. Men i løbet af de 30 år har kun få atleter beskyldt mig for noget illegalt med doping. Og alle disse få fyre har en årsag til at gøre det, sagde Michele Ferrari i 2012.
DR har i længere tid forsøgt at få en kommentar fra både Michele Ferrari og hans søn, Stefano Ferrari, men de har ikke svaret på DR’s henvendelser.
Sportsdirektør med bånd til Ferrari
Sportsdirektøren for Jakob Fuglsangs cykelhold, Astana Pro Team, hedder Aleksandr Vinokourov og har selv en fortid som toprytter i international cykelsport.
I 2007 blev han udelukket fra sporten i to år på grund af en positiv prøve for bloddoping under årets Tour de France.
Kort tid forinden kom det frem, at Vinokourov samarbejdede med Michele Ferrari. Ifølge Vinokourov fungerede Michele Ferrari som træner og ikke som læge, skrev blandt andre Berlingske.
Fuglsang: Doping er no-go
Jakob Fuglsang har selv tidligere udtalt sig stærkt kritisk overfor doping inden for cykelsporten.
- Min opfattelse er at doping er no-go. Det kan godt lade sig gøre at vinde cykelløb også store cykelløb - og køre med om sejrene, uden doping. Jeg tror også, at sporten er renere end nogensinde. Der vil altid være nogen, der snyder, men jeg tror, at sporten er renere end nogensinde, sagde Jakob Fuglsang til DR i 2018.
Cykelsportens uafhængige anti-dopingenhed, Cycling Anti-Doping Foundation, ønsker ikke at kommentere sagen. Men enhedens direktør, Olivier Banuis, skriver i en mail, at "CAFD altid er taknemmelige for at modtage information vedrørende enhver potentiel overtrædelse af anti-dopingreglerne."
Ingen kommentarer fra Fuglsang eller Astana Pro Team
DR har været i direkte kontakt med Jakob Fuglsang selv, der hurtigt gjorde det klart, at det vil være hans hold, Astana Pro Team, der vil stå for den videre kommunikation med DR.
DR har løbende frem til udgivelsen af denne historie været i både skriftlig og mundtlig kontakt med holdets pressechef, Sven Jonker.
Her er en række af de spørgsmål og udsagn, som vi har bedt Astana, Jakob Fuglsang og Aleksej Lutsenko om at forholde sig til.
- •
Har du / Jakob Fuglsang mødtes med Michele Ferrari?
- •
Har du nogensinde konsulteret Michele Ferrari eller personer, der er associeret med ham?
- •
Har du nogensinde modtaget rådgivning fra Michele Ferrari?
- •
Er du nogensinde blevet spurgt af Wada om dit forhold til Michele Ferrari?
Astana afviser at svare på spørgsmål, da "der ikke er nogen officielle beskyldninger fra UCI eller CADF."
Det internationale cykelforbund, UCI, skriver i en mail til DR, at CADF "foretager deres undersøgelser fuldstændig selvstændigt. Pr. dags dato har UCI ikke modtaget nogen meddelelse fra CADF om at iværksætte foranstaltninger mod individerne og det nævnte hold. Vort forbund følger situationen tæt og vil tage de nødvendige skridt i cyklingens interesse."
Morten Bennekou, der er elitechef i Danmarks Cykle Union, siger til DR, at forbundet vil følge sagen i den kommende tid.
- Det, som er kommet frem i dag i relation til Jakob (Fuglsang, red.), er på et niveau, hvor vi som forbund hverken kan eller skal hverken dømme Jakob eller frikende ham. Vi har set med og vi ser med i den kommende tid, siger Morten Bennekou.