Jakob Fuglsang slået på målstregen i belgisk cykelklassiker

Julian Alaphilippe vandt den belgiske cykelklassiker Flèche Wallonne foran Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang ser skuffet til, da han bliver slået på målstregen af den franske forhåndsfavorit. (Foto: Julien Warnand © Scanpix)

Julian Alaphilippe var onsdag første mand over målstregen i World Tour-løbet La Flèche Wallone med danske Jakob Fuglsang lige efter sig.

I den anden af de tre såkaldte Ardenner-klassikere åbnede den danske Astana-rytter spurten op ad finalestigningen Mur de Huy, før Quick-Steps forhåndsfavorit passerede ham kort før målstregen.

Alaphilippe var på foran en af favoritterne til at vinde løbet. (Foto: Julien Warnand © Scanpix)

Det 195 kilometer lange løb fra Ans til Mur de Huy blev fra start præget af et udbrud, men hovedfeltet lod ikke de fem slippe langt nok væk til at få sejren inden for rækkevidde.

På dagens næstsidste af i alt tre passager af Mur de Huy med godt 30 kilometer til mål kom en stor, stærk gruppe væk, men heller ikke den fik lang snor af favoritfeltet.

Sidste lykkeridder var Tomasz Marczynski (Lotto Soudal), der fik Matej Mohoric efter sig i et angreb med omkring 20 kilometer til mål.

Marczynski og Mohoric havde et hul på 17 sekunder med ni kilometer til mål. Men tre kilometer senere var eventyret slut.

Fuglsang angreb til sidst

Som vanligt skulle det hele derfor afgøres med en sprint op ad den kendte finalestigning, som blot er 1300 meter lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3.

Med flere meget stejlere stykker undervejs er Mur de Huy dog skrap nok kost til at skabe stor udskilning og kun bringe sejren i spil for de mest eksplosive ryttere, når der ellers er samling ved foden af bakken.

Her sad Jakob Fuglsang (Astana) med i den forreste del af feltet sammen med flere af de store forhåndsfavoritter.

Det var ikke umiddelbart ventet, at danskeren for alvor kunne byde dem trods, men et godt timet og meget stærkt angreb var lige ved at give fuldt udbytte.

/ritzau/

Facebook
Twitter